En anderledes aktiv ferie.

Efter  min korte, men glorværdige karriere til søs, og mit ophold i Sydamerika, kom tiden jo også, hvor jeg så småt var faldet til ro. Endda så meget, at jeg gik hen og giftede mig. He he. Nå pjat til side, det var naturligvis af kærlighed, at jeg blev gift, og det håber jeg da også, at det var fra min daværende kones side. Nu var det ikke, fordi det var så pokkers hårdt, at være gift, men alligevel skulle vi jo holde vores første ferie sammen. Som man nu gør, ikke sandt?

Ferien skulle holdes, i mine svigerforældres sommerhus i Hou, dog uden svigerforældrene. Det var virkelig en pragtfuld sommer, dette herrens år, der er på tale her. Og da vi havde fulde 14 dage, at gøre godt med, så skulle der naturligvis også planlægges noget aktivt.

 Vi kunne jo ikke ligge og slikke sol uafbrudt. Så ved grundige undersøgelser, havde vi fundet ud af, at der lå en hesteudlejning, tæt ved svigerforældrenes sommerhus, og da Annelise, som min daværende kone hed, havde tygget lidt på den ide, så blev det altså bestemt, mest fra Annelise’s side, at vi skulle på en ekspedition, på hesteryg. Annelise påstod, at hun var velbevandret udi heste, og jeg skulle ikke have sagt for meget.

 For min eneste erfaring med heste, bestod fra en dagstur med skolen, til et sted i Tolne, hvor der også var muligt at ride hest. Dog var rideturen indskrænket, til en lille indhed, hvor hestene så kunne gå eller løbe rundt, de fleste gik dog vist, og det var så op til vi skolebørn, at se. hvor længe vi kunne holde os på ryggen, af de kære væsener. Men der i sommerhuset, mente jeg jo nok, at min karriere udi heste, indtil nu var forløbet ganske smertefrit, så jeg var jo med, på Annelise’s ide, om den tur på hesteryg. Lidt John Way’ene, er der vel i alle mænd.

Så dagen var nu oprundet, hvor udflugten skulle finde sted. Vi var tidligt oppe, denne pragtfulde sommermorgen, for vi skulle sandelig have noget ud af sådan en vidunderlig dag. På gåben begav vi os af sted, henad mod hesteudlejningen, godt hjulpet af et håndtegnet kort, som naboerne havde kreeret aftenen i forvejen. Jeg tog jo ligesom føringen, men det holdt dog ikke så længe, da jeg desværre har den skavank, at jeg kan fare vild i en telefonboks. Så Annelise måtte overtage styringen, med det resultat til følge, at vi så kom frem til hesteudlejningen.

Nogenlunde sådan som på billedet ovenfor, så de ud de heste, der stod udenfor, og kiggede os an. Nå ja, det kunne da have været værre, tænkte jeg. Helt så store, som jeg havde forestillet mig, var de heste jo ikke. Men det så nu ikke ud til, at det lige var disse heste, vi skulle vælge 2 af, for vi skulle over til en stald, for at få valgt heste, få betalt og andre praktiske ting. Og da vi så kom ind i stalden, var hestene jo naturligvis, en to til tre gange så store, som de heste der er afbilledet her. Sådan huske jeg dem i alt fald. Vi måtte dog lige vente lidt, for der var en lille familie, der lige skulle vælge heste først.

Da hesteudlejeren, trak en kæmpemæssig sort tingest, hen til den lille spinkle kone, mente jeg jo nok, at hele situationen, var ved at gå over gevind. Men nu var det jo ikke mit helbred, det kunne gå ud over, så jeg sagde ingenting. Det hjalp dog også lidt, at Annelise trådte mig hårdt over den ene fod, hun vidste øjensynligt, at jeg kunne have svært ved, at tie stille sådan ind imellem. Nå, men resten af den lille familie, var kommet på hesteryg, nu var det kun den lille spinkle kone, der manglede at komme op. Det lykkedes dog så nogenlunde, godt hjulpet på vej, af den venlige hesteudlejer. Men det holdt dog kun et par sekunder, så gled den lille spinkle kone, ganske uopfordret ned af hesten, på den anden side, end den hun møjsommeligt var kommet op af.

 Jeg var så småt ved at fortryde det hele, kan jeg godt sige jer. Men op kom konen da igen, og nu begyndte hesteudlejeren, langsomt at trække det store sorte dyr ud af stalden, og konen holdt heldigvis fast endnu. Men det kunne jo ikke blive ved at gå godt, og det gjorde det naturligvis heller ikke. Næsten ude af den stalddøren, gled den store sorte hest, på en underlig måde. Ja så underlig, at den faktisk væltede. Med konen ovenpå. Sikke da et syn. Nå det så nu ikke ud til, at hverken hest eller kone, var kommet alvorligt til skade, og for at gøre en lang historie kort, kom hun da også på hesten igen, og den lille familie kom afsted.

Så var det jo vores tur, til at skulle vælge heste. Jeg mente dog nok, at vi kunne vente til en anden dag, men det ville Annelise ikke høre tale om. Det krævede en del overtalelse, fra min side, at få hesteudlejeren til at blive ved med, at finde mindre og mindre heste frem, til mig. Men det lykkedes da så nogenlunde, at finde en hest, der var overskuelig. Annelise havde siddet på sin hest, et pænt stykke tid nu, og jeg var da også kommet i sadlen. Og jeg blev siddende! Sådan, tænkte jeg, nu kører det bare.

Men kørte gjorde det nu ikke helt. Altså forstået på den måde, ar der ligesom var noget tempo over de heste. Det virkede nærmest, som om de ikke ville forlade deres kære hjem. Men det skulle de jo altså, vi havde jo lejet dem for 2 timer. Så stille og roligt gik det derude, i den pragtfulde natur omkring Hou. “Er det da ikke bare skønt, Jan”, sagde Annelise, da vi endelig var kommet et pænt stykke væk fra hesteudlejninge, Jeg skulle lige til at svare, da Annelise’s hest pludselig drejede til venstre, ind på en sommerhusgrund. Og min hest fulgte jo bare efter.

Annelise’s hest måtte være godt stedkendt, for den fandt straks frem til et gulerodsbed, og så begyndte den ellers at tygge løs. Jeg syntes ikke, at Annelise havde helt styr over situationen, så jeg prøvede, at få min hest vendt, så vi kunne komme væk derfra, inden vi måske blev skudt af sommerhusindehaveren, for ulovlig indtrængen. Og det lykkedes mig sandelig, at få min hest vendt, den var måske ikke så meget for gulerødder. Hvem ved?

Annelise’s hest, fulgte heldigvis bagefter min, og vi kom da ud fra den sommerhusgrund igen. Det så heldigvis ikke ud til, at der var nogen hjemme på det tidspunkt. Så gik der da, et stykke tid, hvor vi var ét, altså hest og ryttere, og vi havde rolig stund. Det lykkedes os, at finde frem til en ishytte, der var åben, og vi brugte en del tid, på at de spise de is. Det var så skønt, at komme  af sadlen lidt.

Så var tiden kommet, til at komme tilbage, og få afleveret, de heste, som vi næsten var kommet til at holde af. Jeg tror hestene var med på idéen, for det tempo, der manglede på udturen, var der sandelig nu. Og der var ligesom ikke rigtigt noget at gøre ved det. Så jeg lod Vorhere råde, og klamrede mig fast til hesten. Jeg tror Annelise gjorde det samme, men jeg havde ikke tid, til at kigge efter.

Det var vel en lille halvanden times tid siden, at vi havde lejet hestene, så vi var jo tilbage i god tid. Hesteudlejeren så svært tilfreds ud, da hun så, at hendes heste, var tilbage i god behold. Jo da, hun var da også glad, for at se os, tror jeg nok.

Så afslutningsvis, må det jo være op, til jer selv, om denne beretning, har inspireret jer, til en tur på hesteryg, i tilfælde af, at I har muligheden for det. I mit eget tilfælde, blev det dog kun til denne ene gang. Siden har jeg nøjes med, at se western i fjernsynet.

God sommer allesammen.