Frejdig/Mytteriet på Bounty, og hvad fulgte. Del 12.

En liste blev fundet i Skibskorporalen, Churchill’s skibskiste. Bligh havde foretaget en undersøgelse, af de tre desertørers ejendele, for at finde eventuelle spor, sådan at en eftersøgning af mændene, kunne blive mere effektiv. Den liste der blev fundet, indeholdt navnene på nogle af de besætningsmedlemmer, der kunne tænkes, at ville desertere fra Bounty. Imellem navnene var blandt andre, Fletcher Christian og Peter Heywood, en af de unge Midtshipsmænd. Bligh gik staks til Fletcher Christan, og stak ham seddelen i ansigtet. Christian slog dog en skraldlatter op, og bedyrede Bligh om, at han sandelig ikke havde til hensigt at desertere, og at det var ubegribeligt for ham, hvorfor hans navn fandtes på den liste. Det slog Bligh sig til tåls med, dog ikke uden lige at gøre helt klart, hvor alvorlige følger, det ville få for en officer at desertere. Denne mystiske liste kunne dog også have den simple forklaring, at kaste mistanke om desertering på alt og alle, men der er ingen tvivl om, at mange af Bountys mænd, både officerer og de almindelige søfolk, nok havde deres tanker, om at slå sig ned på Tahiti, for at blive en del af det sorgløse liv på øen. Og når man kender dagligdagen, på den engelske flådes skibe, på den tid, kan man vel heller ikke klandre dem, der måtte have sådanne tanker.

Kaptajn Bligh, havde også gjort det klart, over for sine indfødte venner, Deriblandt Otoo, som nu blev kald Tynah, eller Tenah, overhøvdingen over dette lokale samfund, og hans kone Iddeeah, at Bligh sandelig forventede hele øgruppens støtte, i eftersøgningen af desertørerne. Bligh gjorde det også klart, at hele øgruppen skulle komme til at stå til ansvar, hvis de tre mænd, ikke blev udleveret til ham. Det blev sagt i en tone, og i et sprog så alle kunne forstå det. Men vejret drillede stadig, de var inde i regntiden, og selvom nogle af de indfødte, havde en god formodning om, hvor de eftersøgte skulle findes, gjorde vejret det umuligt at komme dertil.

Først om lørdagen 13. januar blev vejret en smule bedre, så to kanoer kunne sendes af sted i den retning, de tre skurke var blevet set flygte i, nemlig mod atollen Teturoah. En af Bligh’s venner, Oreepyah, stod for ekspeditionen, men underligt nok var en anden lokal høvding, nemlig Moannah, der også skulle have været med i de to kanoer, ikke blevet færdig, til at komme med. De tre desertører var jo også bevæbnede, skal vi huske. Moannah lovede dog, at han ville tage af sted dagen efter, Bligh var stadig ikke en mand, han ville ønske sig som sin fjende. Moannah kom da også af sted, med to andre kanoer den næste dag, og Bligh var nu sikker på, at de tre mænd, snart ville være fanget.

 

Mens han ventede på at de tre mænd skulle blive udleveret til ham, tog Bligh på en tur i land denne dag. Et par episoder vakte hans opmærksomhed så meget, at han indførte dem i logbogen. En indfødt kvinde, der mente at Edward Young var hendes mand, havde fundet ud af, at den gode Young også havde kigget til en anden side. Hun havde nu fundet pigen, der altså skulle have været intim med Young, og gav hende en ordentlig gang prygl. En indfødt mand, havde fundet en anden mand i seng med sin kone, hvorpå han påførte bejleren et knivstik i maven, dog som Bligh skrev, kun lige så dybt, at det kunne gennembore maveskindet. I begge episoderne, blev de involverede lige så gode venner igen, som de havde været inden afstraffelsen. Jo, der var altid et eller andet, der kunne undre Bligh, der på Tahiti.

16. januar var den gal med Fryer igen. Bligh var i land, for at overvåge potningen af brødfrugtskuddene, da der kom en meddelelse om, at den person, den angiveligt skulle have sejlet de tre desertører til Teturoah, nu befandt sig ombord på Bounty. Fryer ville da meget gerne vide, om han skulle tilbageholde personen. Bligh’s tanker om Fryer, går altså ikke at nedskrive her, det er jo en sober blog, men Bligh hastede ned mod båden, for at komme ud til Bounty i en fart. Hans humør blev ikke bedre, da han kom tilbage til Bounty, blot for at erfare, at den indfødte havde set sit snit til at springe overbord, og nu var undsluppet. Bligh indførte senere i logbogen; ” Hvis jeg kunne erstatte to mænd ombord, nemlig John Fryer og min bådsmand, ville jeg ikke tøve med at gøre det. Mage til uansvarlige personer, skal man lede længe efter, men desværre har jeg ingen, der kan erstatte dem lige nu”.

Bligh trængsler ville ingen ende tage, så det ud til. Allerede dagen efter 17. januar, var den gal igen. Mens resten af Bountys besætning var optaget af deres pligter, ville Bligh lige kaste et blik på sejlene i det rum, hvor de blev opbevaret. Hvad fandt han så? Disse nye sejl var i en sørgelig tilstand. Både forsejl, topsejlet, og stagsejl, var fyldt med mug, og mange steder var de helt gennemrådne. Bligh havde, af Fryer fået at vide, at disse nye sejl, var blevet taget ud to gange, for at blive luftede og efterset. Bligh kunne dog konstatere, efter den tilstand sejlene var i, at det ikke havde været tilfældet. Bounty stod snart over for en sejlads til Vestindien, der skønnedes at ville vare 10 måneder, og nu stod han her med nogle komplet ubrugelige sejl. Han var ikke for heldig med sine officerer, den gode Bligh! Sejlene blev nu bragt i land, så de kunne tørre, og derefter skulle de repareres, så godt det kunne lade sig gøre, under de nuværende omstændigheder. Alle kister ombord, blev nu også bragt op på dækket, for at undersøge indholdet for mug, og nu man var i gang, også for at bekæmpe en anden plage, nemlig kakerlakkerne, som skulle ryges ud med tobak.

Dagene der fulgte var med frisk vind, kølige og med heftige regnskyl og lyn ind imellem. På kvarterdækket var der nu lavet plads til 75 brødfrugtplanter, og der var iværksat bygning af kasser og kuber, sådan at flere brødfrugtplanter kunne plantes i samme kasse eller kube. 13 af disse kasser eller kuber var allerede fyldt med de nye planter. Indtil nu var 774 planter godt på vej. Det gik bedre med planterne, end eftersøgningen af desertørerne, der var stadig intet nyt om de tre, men Tynah lovede Bligh, at de snart skulle blive fanget.

Dagene gik, med indsamling af planter, potning af selv samme, og der var jo også sejl at tørre og reparere, kasser og kuber der skulle bygges til de nye brødfrugtplanter, og stadig kom der en støt forsyning til Bounty, af grise, brødfrugter og kokosnødder, mens andre ting såsom bananer, var det nu blevet lidt småt med. Nogle af søfolkene var også dagligt, i gang med at slagte grise, og få dem saltet ned, til et tidspunkt, hvor de kunne komme Bounty og besætning til gode.

Så endelig den 23. februar, kom der en udvikling, i sagen om de tre flygtede mænd. Klokken halv fem om eftermiddagen, kom der en meddelelse om, at desertørerne var set, kun cirka 5 mil, fra hvor Bounty lå for anker. Selvom vejret og det kommende mørke, ville gøre en sejlads i det rev fyldte farvand meget risikabel, satte Bligh alligevel efter de tre mænd, sammen med ham var også Oddiddee, en af Otoo’s venner.  Oddiddee, fandt et landgangssted, men det viste sig, at være et pænt stykke fra, hvor desertørerne mentes at befinde sig. Bligh beordrede hans mænd i båden, til at ro langs kysten, med en indfødt som guide, han ville så selv fortsætte til fods langs vandkanten. Han skulle til høvding Teppahoe’s hus, hvor høvdingen og hans kone ventede. Det var fra dem, nyheden om desertørerne var kommet, de mentes at befinde sig i en hytte, der tilhørte Teppahoe, ikke så langt fra høvdingens hus. Inden Bligh kom til huset, blev han dog lige nødt til at afværge et overfald, på ham selv. Bligh fandt sig pludselig omringet af en flok indfødte, der som han selv sagde; “nok gerne ville rive klæderne af mig!”. Da Bligh trak sin pistol, og truede med at udrydde hver og en af dem, forsvandt overfaldsmændene dog lige så hurtigt, som de var dukket op. Endelig fremme ved høvdingens hus, fik Bligh de sidste efterretninger, desertørerne skulle stadig befinde sig i hytten. Bountys båd var nu også dukket op, ved kysten udfor Teppahoe’s hus, men vejret gjorde, at båden ikke kunne ligge til land her, men måtte blive et lille stykke fra land. Bligh begav sig nu alene mod hytten, og da han kom dertil, råbte han de tre mænd an. Desertørerne kom ud, uden våben, og overgav sig. Hvad Bligh ikke vidste var, at de havde haft ham på sigtekornet, med deres musketter, men deres krudt var blevet vådt, og derfor ubrugeligt. Hele historien kunne altså have fået en helt anden ende her, ved denne faldefærdige hytte. Bligh fik råbt mændene i båden op, og den indfødte guide sprang i havet og svømmede i land. Bligh gav ham ordre med tilbage, at båden skulle returnere til det første landgangssted, han ville så komme dertil med de tre forbrydere.

 

Bligh tilbragte natten i et lille læskur, sammen med to af søfolkene fra båden, og de tre desertører. Læskuret havde hans mænd hurtigt fået bygget, og da de blev givet en kano, som mændene i båden kunne bruge, som dække for den hårde vind og heftige regn, kom de nogenlunde gennem natten. Næste morgen vendte Bligh tilbage til Teppahoe’s hus, hvor de stjålne musketter, og andre af de ting, desertørerne havde stjålet på Bounty, blev udleveret til ham. Én musket manglede, 2 bajonetter, nogle knive, og skederne dertil. De tre flygtninge havde mistet tingene, da den kano, de kom i hertil fra Tetturoah, var blevet oversvømmet under roturen, samme kano skulle senere blive taget fra dem, af de indfødte, hvorpå de nu var strandede her. Det fik tørt Bligh til at konstatere, at det; “jo glimrende viste deres evner, både som søfolk, og som mænd!”.

Klokken otte om morgenen, var Bligh, og de mænd der havde ledsaget ham, tilbage på Bounty. Han beordrede straks de tre desertører lagt i jern, og med ordre om, at der ikke skulle gives dem noget at drikke, uanset hvilken væske det var. Ved frokosttid kom Tynah ombord, som han plejede og udtrykte stor glæde over, at de tre mænd var fanget, men han ville dog gerne, at det havde været Moannah og Oreepyah. der havde fået fingre i dem. Han ville dog forsikre Bligh om, at de to indfødte havde gjort deres bedste, og han håbede. at Bligh stolede på det. Bligh mente vist, at han godt kunne vise storsind nu, og beroligede Tynah med, at han da troede på ham.

Det kan vel ikke komme bag på nogen, at under Bligh’s natlige udflugt, havde den vagthavende officer på Bounty, ladet skibets ur gå i stå. Den vagthavende var Fletcher Christian.

 

Fortsættes.

 

 

Frejdig/Mytteriet på Bounty, og hvad fulgte. Del 9.

 

Det vil være en overdrivelse at påstå, at Kaptajn Bligh, eller resten af Bountys besætning, var stærkt tynget af sorg, over den livsglade doktor afgang fra denne verden. Kaptajn Bligh, skrev følgende i skibets logbog om hændelsen; “Den uheldige mand døde, som følge af drukkenskab og dovenskab. Motion var ikke et begreb han kendte, jeg kunne heller ikke, få ham til at tage en runde på dækket, for at få noget frisk luft, mere end nogle få gange på hele rejsen. Han brugte det meste af sin tid på at sove, når han altså ikke drak, og det er ingen overdrivelse at sige, at han både var urenlig, og en plage. Jeg gav ordre til at forsegle hans lugaf, indtil jeg kunne udarbejde en liste over hans ejendele “.

Det er jo noget af en nekrolog, men den salige Thomas Huggan, havde mærkeligt nok også venner. Venner blandt de indfødte, på Tahiti. Måske skyldtes det, at han altid var parat til, at give et godt tilbud, når de indfødte faldbød den lokale drik ava, som er fremstillet af planten af samme navn. Så da de indfødte, om morgenen den 10. December, hørte om doktorens bortgang, tilbød de straks at begrave ham i land. Det tilbud tog kaptajn Bligh imod, og da de to mænd , Kaptajn Bligh havde sendt i land, for at grave graven, ankom til stedet ,var de indfødte allerede i gang med at grave. Så her på Tahiti, med udsigt over Maldavia Bay, hviler den salige doktor.

Begravelsen fandt sted den 11, december 1788. Det er så vidt vides den første englænder der nogensinde blev begravet her, på Otaheite. Otaheite, som Tahiti, i virkeligheden hed dengang, jeg har dog i denne beretning valgt at bruge det senere navn Tahiti. Den 12. December fik Bligh udarbejdet en liste over doktorens ejendele, og der blev derefter berammet en auktion, hvor tingene skulle sættes til salg. Bligh blev på denne auktion, nødt til at trække 33 af den salige doktors skjorter tilbage, de var så beskidte, at ingen ville købe dem. Den nu forhenværende assistent, Thomas Denman Ledvard, indvilgede i at overtage den afdødes instrumenter. Og udstyr af medicin. Og med dette, kan Thomas Huggan, forlade beretningen om Bounty. Fred være med ham.

 Thomas Huggans grav, Tahiti.

14. december. Sygelisten på Bounty, bestod nu af fem tilfælde. Af kønssygdomme. Gonoré, vel sagtens. Bligh var i højeste alarmberedskab. Han overvejede endnu engang kraftigt, simpelthen at forbyde mandskabet omgang med de indfødte, men fandt tanken umuligt at praktisere. Bligh havde på et tidligere tidspunkt, mens de var her i Maldavia, set en mand, hvis halve ansigt var væk, naturligvis tænkte Bligh straks på syfilis, uden dog at finde ud af, om det også var tilfældet, men lad os bare konstatere, at Bligh var opmærksom på situationen.

 

Dagens arbejde bestod af rengøring af Bounty, og den dag blev rengøringen efterfulgt af gudstjeneste. Det var nemlig søndag, og Bligh holdt gudstjeneste hver eneste søndag, uanset omstændighederne. Efter gudstjenesten, fik mandskabet fri  resten af dagen. Men ikke landlov, kun de sædvanlige to mænd, også denne dag, et rotationsprincip Bligh fastholdt under hele opholdet. Kun når det var i forbindelse med arbejdsmæssige opgaver, var flere af Bountys besætning i land på samme tid.

Bligh sluttede dagen af med at skrive i logbogen, at de pottede rodfrugtskud af brødfrugttræet, så ud til at trives fint, de havde fået gavn af den megen regn, der var kommet på det sidste, og han sluttede med at skrive, at det vist kun var få af planterne der skulle udskiftes. 16. december skriver Bligh, at planterne nu trives så fint, at han ikke tør risikere, at flytte dem. Det betød at Bounty i hvert fald skulle blive her i bugten nogle uger endnu, men selvom dagen var regnfuld, med lyn ind imellem og torden i det fjerne, var havet mere roligt nu, end det havde været længe. De indfødte havde garanteret Bligh, at den hårde vind, der havde generet Bounty meget på denne ankerplads, nu var ovre. Bligh forstod ikke, hvordan de kunne vide det, men indtil nu, havde de indfødte næsten altid haft ret, i deres forudsigelser om vejret.

 

 Kærligheden mellem Fletcher Christian, og Maimiti trivedes også fint. Christian havde allerede nu, bedt om Høvding Otoo’s tilladelse, til at gifte sig med Maimiti, en tilladelse han havde fået, og han havde også fået lov til, at tage Maimiti med sig, væk fra Tahiti, når han havde mulighed for, at komme tilbage og hente hende. Hvis de ikke valgte, at blive boende på Tahiti, begge to. Men Christian skulle dog først færdiggøre denne rejse med Bounty, inden nogle planer kunne blive aktuelle.  Der var ikke mere i dette, end to mennesker, der havde fundet kærligheden, gerne ville være sammen, der var ikke skyggen af mytteri, i Christians sind.

18. december. De indfødte, fik repareret deres gamle værktøj af jern, på Bountys smedje, og i de tilfælde det ikke var muligt at reparere, blev der fremstillet nye værktøjer. Bountys besætning brugte også megen tid med at “fedte ind”, hvilket betyder, at alt træværk, der kunne gå orm i, skulle smøres med et lag af fedt. Lige nu var Bligh i gang, med at undersøge de tønder, fedtet var opbevaret i. Alle detaljer skulle være i orden, hvis det stod til Bligh. Og det gjorde det jo.

322 af de pottede brødfrugtskud, var på dette tidspunkt blevet skiftet ud, og planterne så nu ud til at trives vældigt fint.

19. december skete der igen noget, der alarmerede Bligh. En stor tidevandsbølge var så kraftig, da den kom ind i bugten, at der var fare for Bountys sikkerhed, og nu ville Bligh ikke mere, forlade sig på de indfødtes forudsigelser, om vejr og vind. Han bestemte sig for, at flytte Bounty til en mere sikker ankerplads, så hurtigt som muligt. Dagen sluttede af med en Heivah, de indfødtes fest, og lige denne fest morede Bligh og Bountys besætning meget. For de indfødte, havde studeret Bountys mænd, når de roede Bountys både frem og tilbage. Denne Heivah gik ud på, at de indfødte efterlignede søfolkenes måde, at klare den opgave på, og Bountys officerer skulle så finde eventuelle fejl ved gengivelsen. Der kom der en del morskab ud af!

Fortsættes.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frejdig/Mytteriet på Bounty, og hvad fulgte. Del 5.

 

 

9.oktober 1788 var Bounty på vej, vestpå mod Tahiti. John Valentine var blevet stedt til hvile, i det blå hav, ved morgengry, og livet ombord, var ved at finde ind i sin vante gænge igen. Op ad formiddagen var Kaptajn Bligh  på sin plads agter, Fletcher Christian stod ved hans side, og mandskabet var i gang med dagens gøremål, og i dette tilfælde, var de fleste optaget af at skure dørken. Den forhadte Doktor Huggan, lå vel og slumrede i sit lugaf, han var fortsat ikke velset af kaptajn Bligh, der jo havde mistet en af sine bedste mænd, på grund af doktorens skødesløshed, og den velpolstrede doktors lager af Madeira, og andet spirituosa var stadig beslaglagt. Doktoren havde sendt flere bønskrivelser til kaptajn Bligh, der dog ikke havde nedværdiget sig, til at svare ham.

Alt var så godt og positivt, som det kunne blive på Bounty, på denne noget overskyede dag, så overskyet, at Bligh ikke kunne bruge sekstanten. Bounty sejlede støt og roligt med 6 knob, og Bligh var optaget af, at studere Bountys kølvand. Da ville skæbnen, at den gode doktor, på en eller anden måde var undsluppet, fra sit lugaf. Han var nu ikke fysisk tilbageholdt, og det var Midtshipmand Hallet’s opgave, her på denne tid af dagen, at sørge for doktorens nødvendigheder, og underforstået, at holde ham på sit lugaf. Her var så endnu en ting, der ikke lykkedes for unge Hallet, for der kom sørme den gode doktor på dæk, missende mod lyset, efter han havde været i den halvmørke lugaf i flere dage. Doktoren var på vej, mod den lave ræling på styrbords side, hvad hans ærinde egentligt var, må stå hen i det uvisse, men ingen havde nået at gribe ind. Måske havde doktoren, et af sine svære anfald af delirium tremens, eller også trængte han bare til frisk luft, uanset grunden, sank han dog nu sammen, kun et par fod fra rælingen. Kaptajn Bligh må have følt, at der var noget usædvanligt i gære, for nu vendte han sig om, og fik øje på den sammensunkne doktor, som heller ikke var den sværeste at få øje på.

Nu kunne man jo frygte, at Kaptajn Bligh ville få et af sine frygtede raserianfald, men det skete ikke. I stedet brød han ud i latter, og med latteren dirrende i stemmen, tilkaldte han nu hjælp til patienten, som jo ellers var doktoren. ”Få ham hellere væk derfra, ellers ender vi vel med slagside”, han klukkede stadig, den gode Bligh. Flere fra mandskabet kom nu ilende til, og fik fat i den gode doktor, og så begyndte ellers den svære del, med at få ham bakset tilbage, under dæk igen. Se sådan kunne Bligh, jo altså også være. Morsom og vittig, men på andres bekostning, og her har vi et af de af de træk, ved kaptajn Bligh, der gjorde ham allermest uforståelig og upopulær. Hans manglende situationsfornemmelse. Ingen, kan tage den gode sømand væk fra Bligh, hans uovertrufne evne til at navigere, ja rent ud sagt, hele hans strålende sømandskab. Men som psykolog, ville Kaptajn Bligh nok ikke have den store fremtid. Måske vidste han det godt selv, det er ikke nemt at vide, men det bekymrede ham ikke ligefrem. Han var her for at styre et skib, for at klare sin mission, og de andre ombord, fra overstyrmand Fryer, og ned til laveste besætningsmedlem, var hans redskaber, til at få disse ting opfyldt.

Derfor var blandt andet, Kaptajn Bligh’s midddagsselskaber, ikke alt for eftertragtede blandt hans officerer, selvom det var Bligh, der trakterede med mad og drikke. Det var ikke lutter hygge, der prægede de selskaber. Kaptajn Bligh, brugte dem til at få ting ordnet. Hvis der var noget ombord, der faldt Bligh i øjnene, og det var der altid, så ville emnet helt sikkert blive taget op, ved hans selskaber. Og så var der ingen hyggesludder, om at få ordnet tingene lidt gelinde, der var klare ordrer på, hvordan tingene skulle gøres. Kun den smækfede doktor, kunne ikke få sin middag ødelagt, af Bligh’s tirader, for på det tidspunkt, havde den gode doktor kigget så dybt i karaflen, at han intet sansede mere. Men det var et overstået kapitel nu, den gode doktor var ikke mere velset, ved Kaptajn Bligh’s middagsbord.

Overstyrmand Fryer, havde sagt klart fra over for Bligh, siden sidst i september, de kunne jo i forvejen ikke fordrage hinanden, de to, så nu kom invationerne lidt tiere til de resterende officerer, og det var ikke altid, at modtageren af invationen, glædede sig til middagsselskabet. Men de var jo engelske gentlemænd, mænd af ære, så det var en af datidens skikke, blandt dannede mænd. Den inviterede havde selvfølgelig ret til at takke nej, men en ung officerer betænkte sig nok to gange, inden han takkede nej til sin kaptajn. Nu kunne man jo heller ikke vide sig sikker med Bligh, man kunne have siddet ved kaptajnens middagsbord aftenen før, for så den næste dags morgen, at få det værste møgfald ned over sig, akkurat som om, man slet ikke havde været til en hyggelig middag, med sin kaptajn. Han var kort sagt ikke nem at blive klog på, den gode Kaptajn Bligh.

 Selv den værste havneludder i London, om hun så var aldrig så fræk og flabet, ville komme til kort over for Bligh, hvis han var i dét humør! Sprogets værste gloser skyllede ned over den udsete, når det passede Bligh, men omvendt, så kunne han få minutter efter igen, snakke til den udskældte, som om intet var hændt. Vi må dog huske på, at på den tid, var en mands ære, næsten vigtigere end hans liv. Og Bligh tog ingen hensyn til, hvem der måtte overhøre hans tirader. Det var svært for en mand af ære, at finde sig i at blive kaldt en hund det ene øjeblik, for derefter venligt og uden opsættelighed, føre den givne ordre ud i livet. Kaptajn Bligh, gjorde det altså ikke lettere for sig selv, til hans forsvar kan kun siges, at han ikke gjorde forskel. De fik alle en omgang, hvis det passede ham, og det gjorde det ofte.

Den smækfede doktor, var atter ført under dæk, arbejdet måtte genoptages, og Kaptajn Bligh tog rundt på sin daglige inspektionsrunde, med bådsmand William Cole ved sin side. Men resten af dagen, skulle ikke fortsætte så muntert, som episoden med doktoren, måske kunne give anledning til at tro.

 Senere på dagen, havde Kaptajn Bligh sendt Bountys månedlige udgiftsbøger afsted til overstyrmand Fryer, som skulle underskrive dem også. Bligh havde allerede skrevet dem under, men nu kom der en erklæring tilbage til Kaptajn Bligh, som Fryer insisterede på, at Bligh skulle underskrive først, inden han ville skrive under på udgiftsbøgerne. Erklæringen fra Fryer, gik på, at kaptajn Bligh skulle skrive under på, at han (Fryer), havde udvist god opførsel under rejsen! En mand som Bligh, kunne jo kun tolke det på én måde, og det gjorde han jo også, og han var edderspændt rasende. Dette var afpresning, og ulydighed af værste skuffe, og det fandt Bligh sig ikke i. Så han gav ordre til, at hele mandskabet skulle samles på dækket. Det var nu anden gang, at en af skibets officerer, åbent havde trodset Bligh, den første var jo tømreren Purcell.

 Alle var nu på dæk, og Bligh stod foran Fryer, og begyndte at læse krigsartiklerne op. Så vidste Fryer, at han var tæt på at blive lagt i jern, og sidde i arrest til skibet kom tilbage til England, hvor han så ville blive stillet for krigsretten, Nu valgte Fryer så at skrive under, men først efter at havde erklæret, at der ingen garanti var for, at han ville gøre det igen, han skrev kun under for at vise, at han ikke nægtede, at adlyde sin kaptajns ordrer. To gange nu, havde Kaptajn Bligh måttet lade sig udstille, foran den samlede besætning, og det var ikke ham, der kom ud af situationen, som den forurettede part. Igen havde han tabt ansigt, og vist sin besætning, at deres kaptajn ikke var ufejlbarlig.

Bådsmandsassistenten Morrison, skrev i sin dagbog, at dette kun var én af mange tvister, mellem Bligh og Fryer, inden Bounty ankom til Tahiti.

Kun aftensmaden denne dag, skulle vise sig, at være nem at have med at gøre, den stod på bouillonsuppe, en nem og billig ret. Suppen var forløberen for vor tids dåsemad. En terning suppe, skulle bare tilsættes lidt vand og salt, så var maden parat. Ret genialt, og måske var det derfor, at Bligh indførte det i Bountys logbog, samme aften.

Bare 10 dage senere, var den gal igen, på det gode skib Bounty. Kanonérassistenten John Mills, og gartnerassistent William Brown, nægtede at deltage i den daglige dans, som Bligh jo havde pålagt dem, fra dag 1.  De skulle jo have motion, til deres eget bedste. Det kunne de to herrer altså ikke se. Kaptajn Bligh straffede dem, ved at fratage dem deres daglige grog, en straf, der kun lige stod under at blive pisket.

Heldigvis for alle, skete der ikke yderligere, på de sidste dage, inden de søndag morgen, 52 dage efter de havde forladt Tasmanien, langt om længe kunne kaste anker i Matavia Bay. De var ankommet til Tahiti. 27.086 mil, havde de ifølge loggen fuldført, siden de forlod England 23. december 1787.

Datoen var nu 26.oktober 1988. Nu var de kommet til brødfrugtland.

Fortsættes.

 

 

 

 

 

 

Frejdig/Mytteriet på Bounty, og hvad fulgte. Del 4.

Tegning af Fletcher Christian.

 

Bounty, var i en forfærdelig forfatning. I 29 dage havde de prøvet at runde Kap Horn, men naturens kræfter var der ikke noget at stille op imod, og selvom Bligh jo havde sine ordrer fra Admiralitetet, om at han netop skulle tage denne rute, så var der altså ikke noget at stille op. Med kun 6 mænd, (syv af de menige søfolk var jo syge), til at bakse med de stivfrosne sejl, og med evig risiko for at styrte i døden, fra den tilisede rigning, kunne det ikke lade sig gøre, at få skibet rundt om Kap Horn. Ikke på denne tid og i dette vejr. Så for en gangs skyld vandt fornuften, over de skriftlige ordrer fra Admiralitetet i London, og kursen var nu sat mod Kap det gode Håb i stedet. Skibet havde fået bank, men det havde mandskabet sandelig også.

De havde i den forfærdelige kulde, tryglet Bligh om, at få fyret op i den kakkelovn, der var installeret på Bounty, for at give varme til brødfrugtskuddene, de brødfrugtskud, der jo slet ikke fandtes ombord endnu. Men det kunne der ikke være tale om. Kakkelovnen var til brødfrugtskuddene. Det var ikke til at vide, om der kunne skaffes passende brænde til den senere på rejsen, og hvis mandskabet frøs, så kunne de jo passende arbejde noget hårdere, det var altid en måde at få varmen på. Troede det udkørte mandskab, at den daglige dans ville blive indstillet, fordi vejret var lidt barskt, kunne de godt tro om igen. McCoy var der selvfølgelig med det samme, da der blev en ledig stund, og de kunne få lidt at spise, for hvad var deres ration, selv efter de strabadser de havde været igennem? Kål igen, men nu også kolde, for det var ikke muligt på grund af vejret, at tænde ovnen i kabyssen op. ”Hvis ikke de satans kål gør en ende på os alle sammen, så skal vor kære Kaptajn nok gøre det, bid spids i det, venner”. Den bemærkning, overhørte Fletcher Christian, da han var under dæk, for at kalde mandskabet op igen. McCoy skulle jo have været indberettet til kaptajnen, for den bemærkning, men Fletcher Christian lod den passere, og bad bare lidt skarpt mandskabet, om at komme på dæk omgående.

Dette kunne de nu stå, og tænke tilbage på. De var opstillet på dækket, nu heldigvis et pænt stykke fra den forfærdelige kulde, og de meterhøje bølger. De var kaldt sammen, fordi Kaptajn Bligh havde noget at sige til dem. Han ville gerne takke dem, for deres indsats i forsøget med at runde Kap Horn. Mandskabet har nok tænkt sit, men det vigtigste var trods alt, at de stadig var i live, og på vej væk fra det forfærdelige sted. En kort takketale, så var det tilbage til den daglige dont.

Man kan ikke påstå, at Kaptajn Bligh havde mange venner ombord. Det havde en kaptajn nu sjældent på de tider, men mærkeligt er det, at kaptajn Bligh i eftertiden huskes for sin pisk, når det var hans tunge, der skulle være husket. For den tunge var hans våben. Og et frygtet ét. At det menige mandskab ikke forstod ham, ja vel hadede ham som pesten, var der ikke noget mærkeligt i. De ville have hadet, omtrent hver eneste kaptajn, der stod over for dem. Men de mennesker ombord, som Bligh var dybt afhængig af, forstod han sandelig også at støde fra sig. Med sin tunge. Han kunne jo næsten ligne en dukke, den gode Kaptajn Bligh, som han fremstod,lille og slank, med sit blonde, kortklippede krøllede hår, hans buede mund, og marmorhvide kinder, dertil et par dybblå øjne. Men det var ikke dukkesnak, der kom ud af den buede mund. Bligh var af natur, pligtopfyldende næsten til det maniske, han tålte ikke slendrian, og når han havde en ordre, skulle den efterkommes, koste hvad det ville. Selv livet. Han havde absolut ingen forståelse, for de af hans mandskab, der ikke havde det på samme måde som ham, og det var der ikke nogen der havde, ikke i den grad i alt fald.

Allerede tidligere på rejsen, havde han forfremmet Fletcher Christian, hen over hovedet på næstkommanderende, Mr. Fryer. Fryer var en dygtig sømand, hans navigation var næsten på højde med Bligh’s egen, han var også pligtopfyldende, og en retfærdig mand. Kaptajn Bligh ville ikke have en ligemand ved sin side, det må nok være grunden til, at Bligh gjorde, som han gjorde, at han så heller ikke kunne fordrage Fryers person, skubbede jo bare på beslutningen. Mr. Fryer var også meget ærekær, og at en ti år yngre mand, skulle forfremmes til hans plads, tilgav han aldrig Kaptajn Bligh. Fryer var jo stadig overstyrmand, Bligh kunne ikke bare sætte ham fra bestillingen, uden at føre ham for en krigsret, og det havde han jo ingen belæg for. Men skibets næstkommanderende i praksis, var nu Fletcher Christian. Den Fletcher Christian, som i både Fryer’s og Bligh’s øjne, var alt for omgængelig med mandskabet. Denne disposition fra Bligh’s side, skulle senere vise sig, at have afgørende indflydelse på Bountys skæbne.

23. maj 1788 ankom Bounty til Kap det gode Håb, og ankrede op i False Bay. Her blev den anden straf idømt, en straf til sømanden John Williams, for at have sløset med at lodde dybden ved indsejlingen. Straffen var på 6 piskeslag, og blev eksekveret på Bounty, efter afsejlingen fra False Bay. Hvorfor så lige denne straf? Sådan en slendrian, kunne jo sætte Bounty på grund, eller i værste fald havarere skibet. Slendrian kunne ikke tolereres.

 Der var omfattende reparationer at foretage. Bounty var sprunget læk flere steder i den barske sø, ved Kap Horn, i en sådan grad, at pumperne havde været bemandet, hver fjerde time lige siden. Også sejl og rig skulle repareres, det meste af provianten, var også blevet ødelagt af vandmasserne, der strømmede ind i skibet, så der måtte også skaffes nyt proviant, så godt det kunne lade sig gøre. Alt i alt tog det hele 38 dage, at få Bounty gjort sejlklar igen, det fortæller vist alt om deres oplevelser ved Kap Horn.

1.juli 1788 forlod Bounty, False Bay ved Kap det gode Håb, og satte kursen mod Adventure Bay i Van Diemen`s Land, nu kaldet Tasmaninen.

51 dage efter Bounty havde forladt False Bay, den 20. August 1788, ankrede Bounty op i Adventure Bay. Bligh satte et hold i land, hvor de plantede frugttræer og grøntsager, til gavn for både de indfødte, og til senere søfarere der ville komme forbi. Der blev indsamlet vand og brænde, og opholdet var faktisk uden betydning, hvis ikke der var sket følgende.

Skibets tømrer, William Purcell, var en kværulerende og vrissen mand. Han benyttede enhver lejlighed til at drage de givne ordrer i tvivl, og han kendte sine rettigheder. Purcell var ”warrantofficer”, en grad der gjorde, at han var udnævnt af Admiralitetet i London, og derfor ikke kunne hverken straffes, som de almindelige søfolk, eller sættes fra bestillingen, uden at komme for en krigsret. Kaptajn Bligh, havde beordret tømreren, til at hjælpe med at få det indsamlede vand, lastet i lastrummet, men Purcell havde nægtet; ”på en uforskammet og forkastelig måde”! Teknisk set, var det Purcell’s ret, når han gav udtryk for, at han som warrantofficer, ikke kunne sættes til almindelige søfolks arbejde. Men at nægte at adlyde en ordre fra sin kaptajn, var en meget alvorlig sag, en sag der kun kunne sidestilles med mytteri! Bligh blev fuldstændig vanvittig af raseri, og skreg til Purcell, om han ikke forstod en ordre, givet af sin kaptajn, og om han ville lægges i jern, til han kunne blive ført tilbage til England, for der at blive stillet for en krigsret. Purcell holdt stædigt fast ved sine rettigheder, og denne meningsudveksling, kaptajn og tømrer imellem, fandt sted foran den samlede besætning. Det kunne jo ikke tolereres. Men Bligh havde et dilemma. Han kunne jo som sagt, ikke piske Purcell, som han kunne have pisket en almindelig sømand, også selvom han sandelig havde lyst til det lige nu, og han kunne heller ikke lægge Purcell i jern, for han kunne ikke undvære skibets tømrer, hvis hans mission skulle udføres. Enden på meningsudvekslingen blev, at Bligh truede tømreren med at fratage ham alle hans rationer, indtil han valgte at adlyde ordrer. Det fik Purcell til at ændre mening lige på stedet. Men Kaptajn Bligh havde tabt ansigt foran hele besætningen, og fremstod som en svag og tåbelig kaptajn. Endnu et søm, var banket i Bountys kiste.

Bounty forlod Adventure Bay den 4. septemper 1788. Da Bounty rundede den sydlige spids af New Zealand opdagede de 13 små øer, som den dag i dag, hedder Bounty Islands. Den 3.oktober 1788, befandt Bounty sig sydøst for Selskabsøerne, og Bligh ændrede kurs til nord, for at fange vinden, og derpå sejle vestpå til Tahiti.

Den 6.oktober blev det oplyst for Bligh, at en ung sømand, ved navn John Valentine, lå alvorligt syg, måske endda døende. Dette var en af skibets bærende kræfter, en robust og pligtopfyldende type. Bligh ilede til den syge, for at finde ud af, hvad der havde forårsaget dette. Det viste sig, at den unge sømand, led af, hvad der måske var astma. Han havde fået et mindre ildebefindende af sin sygdom, og ikke helt forstandigt, var han gået til den smækfede og Madeira drikkende skibslæge, Dr. Huggan. Huggan valgte en kendt ting, inden for lægekunsten på de tider, særligt når man som læge ikke vidste, hvad man havde med at gøre, han åreladede den unge mand. Det var for så vidt godt nok, det havde Valentine nok ikke taget synderligt skade af, hvis altså ikke, at den gode doktor altid var stangstiv af spiritus, og dertil også et sjuskehovede. Hans instrumenter var sikkert ikke ordentligt rengjorte, i hvert fald gik der infektion i Valentine’s arm, og infektionen havde nu bredt sig, så det ikke så ud til, at Valentine var til at redde. Han var rasende, Bligh. Næh, han var forbandet, og beordrede straks sprutten fjernet fra doktorens besiddelse, og tilmed forbød han lægen, at vise sig uden for sit lugaf. Efter alt hans besvær og møje, skulle han nu miste en mand, på denne tåbelige måde.

John Valentine døde den 9.oktober, og fik en smuk og værdig begravelse, til søs samme dag.

Fortsættes.