Der var engang en lille fyr, der godt vidste han var noget særligt. Ikke bedre,klogere eller mere dygtig end de andre. Bare noget særligt.Han var kommet til familien sidste år.Hans nye familie.Han kunne svagt huske, at der engang var et kærligt væsen, der sagde til ham; ”nu skal du altså være ved denne familie, min egen elskede Hjalmar”. ”Mor skal rejse til et andet sted, et sted med masser af lys og glæde”. ”Du vil altid være i mine tanker, Hjalmar, opfør dig nu ordentligt og prøv at lære af de andre, så skal du nok få det godt, skal du se”. Hjalmar havde lært. Det havde slet ikke været så svært at lære, syntes Hjalmar. Hans nye familie. var heldigvis for Hjalmar en meget kærlig familie, og de havde alle gjort deres bedste for at Hjalmar skulle falde til, og ikke føle sig udenfor.
Familien bestod af mor med fire unger. Dertil kom så Hjalmar. Så nu bestod familien af mor, fire unger og en Hjalmar, som ikke følte sig udenfor mere. Denne specielle dag var de ude at svømme, som de plejede. Man svømmer nemlig, når man er en vildand. Selvfølgelig gør man det. Hjalmar havde dog i det skjulte altid syntes, at hans nye søskende svømmede både bedre og hurtigere end ham selv. Men som hans nye mor kærligt havde fortalt Hjalmar; ”så er der nok andre ting du er bedre til, end at svømme, Hjalmar, det gælder blot om at finde dem i sig selv, og så bruge de ting efter bedste evne”. En kærlig ny mor, havde Hjalmar fået. Vejret viste sig nu også at være i et særligt ondt lune denne dag. Bølgerne på søen var næsten 30 centimeter høje, og det er altså vældigt meget for en lille vildand, der ikke endnu var helt fortrolig med svømningens svære kunst. En ting havde Hjalmar måtte acceptere. Hans plads var sidst i rækken. Vildænder svømmer jo på række. Vejret blev værre og værre, Hjalmar havde det virkelig svært nu med at følge med. Og han havde ikke luft til at kalde på de andre, så det måtte jo ske. Hjalmar sakkede længere og længere bagud. Og til sidst kunne ham ikke skimte dem mere. Hans nye familie var væk. Helt væk.
Nu handlede det om ren overlevelse. Hjalmar må ind på land, hvis ikke denne historie skal slutte meget sørgeligt. Og han kæmpede, den lille Hjalmar. Nej hvor han kæmpede. Langsomt, ganske langsomt kunne han se bredden i det fjerne, begynde at nærme sig. Uvejret var meget voldsomt nu, og hvad der næsten var værre, mørket var også begyndt at falde på. Så endelig fik Hjalmar sig kæmpet op på land. Lynene slog ned ikke langt fra ham, og selve luften var som om den var brændt på. Den lille tapre skulle lige sunde sig lidt, og så måtte han ellers videre. Hjalmar skulle have hjælp, og helst lidt hurtigt. Måske sove lidt, tænkte Hjalmar, men opgav hurtigt tanken, han måtte videre. Så Hjalmar steppede lidt for at få varmen, men også fordi han godt kunne lide at steppe, og så samlede han alt sit mod sammen, og begyndte at bevæge sig ind i det totalt ukendte.
Nu begyndte bevoksningen at blive tykkere. Han befandt sig faktisk i udkanten af en skov, og da han ikke kunne gå uden om den, måtte han jo gå igennem den. Og det begyndte han på. Træerne så underlige ud. Ja det var jo buldermørkt nu, men heldigvis for Hjalmar oplyste de stadige lyn landskabet, så han i hvert fald ind imellem, kunne se en smule frem for sig. Kort efter at meget kraftigt lyn havde oplyst himlen, stod Hjalmar et øjeblik med lukkede øjne. Han måtte jo bevare sit nattesyn. Da han åbnede dem igen, mente han bestemt han kunne skimte en gulligt lys et stykke inde i skoven. Han lukkede øjnene, og da han igen åbnede dem var lyset der stadigvæk. Der måtte bo nogen derinde. Hjalmar begyndte at gå mod lyset.
Ganske rigtigt boede der nogen derinde. Men hvad Hjalmar uheldigvis ikke viste kom det gullige lys fra en hytte. En hytte hvor den yndefulde heks boede. Den yndefulde, men meget onde heks. Men hvad man ikke ved, kan man ikke være bange for, og for Hjalmar var det gullige lys, noget af det skønneste han havde set længe. Og snart stod han uden for hyttens dør. Hjalmar bankede på. Med en høj knirken gik døren op, og der stod den yndefulde heks. Ond som bare satan, men yndefuld.
”Hvad vil du, i den yndefulde heks hytte på denne tid, og hvad er du da for en?” ”Jamen jeg er jo Hjalmar. Jeg er faret vild, og jeg fryser så forskrækkeligt, og lidt sulten er jeg også”. ”Nå men så kom da ind for pokker, sagde den yndefulde heks, ”man er jo også ved at blæse helt væk herude”. Hjalmar skyndte sig ind i den halvmørke stue. Der var dejligt varmt, for henne i det ene hjørne stod en gevaldig gryde, men et mindre bål under. Det sydede og boblede derhenne fra, kunne det være noget spiseligt, tænkte Hjalmar. ”Nå du kigger på gryden, lille ven, sagde heksen, ja det er nok ikke noget for dig”. ”jeg er ved at koge frølår til natmad, et par tudseøjne er der også i, tre slangehaler og godt med hvidløg”. ”Det er vel ikke noget for dig, lille ven?”. ”Nej tak, søde heks, måske jeg kunne få et glas vand bare”. ”Sæt dig hen til bordet der, jeg har da et par kiks i huset, lidt syltetøj og måske kunne du også drikke en kop the?”. Hjalmar nikkede kraftigt. Dét kunne han i hvert fald.
Et stykke tid efter var Hjalmar mæt, varm og ved at være godt søvnig. Måske han kunne overnatte her til det blev lyst, så han kunne begynde at lede efter sin nye familie igen. ”Fortæl mig lige, hvordan du er havnet i denne situation, lille ven?”. ”Jo altså søde heks”, ” jeg var jo sammen med min nye familie i dette skrækkelige uvejr, og så kunne jeg ikke følge med dem længere, jeg sakkede bagud, og væk var de så”. ”Træls når de løber fra én”,den yndefulde heks trak på smilebåndet. ”Nu løb de jo ikke fra mig, vi var jo ude at svømme som vi plejer,det gør man jo, når man er en vildand”. Nu viste den yndefulde heks virkelig sit sande ansigt. ”Ude at SVØMME! Ude at SVØMME for satan. Uuuuuud af min hytte, og det kan ikke gå for hurtigt, hvis ikke du vil op i gryden til frølårene, tudseøjnene og slangehalerne med godt med hvidløg! Mage til røverhistorie, skal man da lede længe efter. Uuuuuud!”. ”jamen søde heks. Ububuhulksnøft hulk. Jeg fortæller jo bare sandheden. Hvad har jeg da gjort? Ubuhulksnøfthulk”. ”Du kan godt spare dig det tuderi. Se så at komme ud i en fart!”.
Stakkels lille Hjalmar. Nu befandt han sig igen ude i stormen, regnvejret og de stadige lyn. I buldermørke, når altså der ikke lige var et lyn, og hvad værre var, Hjalmar forstod ikke et suk af det hele. Jamen hvad skete der, det må da være en meget ondskabsfuld heks, også selvom hun er yndefuld. I det samme gik døren til hytten op igen. Den yndefulde heks, stirrede på Hjalmar med gnister i øjnene. ”Her din vildand. Hæ hæ hæ hæ. Tag det spejl der. Kig på dig selv, og så se ellers at komme væk herfra, inden jeg koger dig i gryden!”.
Hjalmar tog spejlet op. Heldigvis kom det et lyn mere, så han kunne se. Og han kiggede.
Hej Hjalmar.
kig på mine fødder, og du vil forstå hvorfor. Jow da, det kan jeg da godt se, ikke noget kønt syn, og det må da også være træls, at rende rundt på så store plader. He he. Slap du nu bare af, min fine ven, bare vent til vi kommer til søen, så skal du nok få din sag for.
Frejdig Forever 