Så til søs.

Vi var jo på ferie, som nogle af jer, måske har læst lidt om. Min ekskone Annelise, og mig selv, sagde hunden, holdt jo ferie, i svigerforældrenes sommerhus i Hou. Nu havde vi jo været på hesteryg, så nu skulle der findes på andre aktiviteter. Vejret var stadig kanongodt, det var en skøn sommer, det år. Så efter at vi havde tilbragt det meste af dagen, med at bade, og dase ved stranden, besluttede vi os for, at gå en aftentur, ved havnen. 

Det er da også et dejligt sted, ikke sandt? Dér ved havnen, opdagede vi, at der var en bådudlejning, hvor det var muligt, at leje robåde, kanoer, og andet godt. Og som gammel sømand, var det jo et fristende tilbud. Så efter at have sikret mig, at Annelise var med på ideen, bestemte vi os for en robåd. 2 timer måtte være nok, til en romantisk rotur, i den skønne sommeraften. 

Nu var det med robåd, ikke noget jeg havde prøvet før. De skibe, jeg havde sejlet med, havde jo en motor indbygget. Men jeg havde jo set andre ro en båd, så svært kunne det vel heller ikke være? Alligevel blev det besluttet, at Annelise skulle ro, så havde jeg  jo også overblikket, fra min plads ved agterstavnen. Annelise havde forsikret mig, at hun havde prøvet, at ro før, så jeg sad jo der, og ventede på, at der kom noget fart over båden, så jeg kunne få en frisk brise i håret. 

Det var nu nok, et stykke tid siden, at Annelise havde prøvet at ro, for vi kom ligesom ikke rigtigt afsted. Efter en hel del åretag, og masser af plasken med årene, fra Annelise’s side, havde jeg stadig øjenkontakt, med bådudlejeren. Det så nu ikke ud til at han havde lyst til, at ansætte os som robådsførere. Nå, men Annelise skulle jo have en chance, til at komme efter det. Hun prøvede i alt fald ihærdigt. 

Det gik da også lidt bedre nu. Men vi havde altså været til søs, i en halv time måske, og bådudlejeren var stadig i syne, inde på land, så der måtte vist omorganiseres, i den lille båd. Der er jo ikke megen plads, i sådan et fartøj, så det var med nød og næppe, at jeg undgik at skubbe Annelise i vandet, da vi møvede omkring i båden. Men det gik lige, og nu sad Annelise, ved agterstavnen, og så yndig ud. Forpustet, men yndig. Så selv jeg ikke havde nogen erfaring, udi roningens svære kunst, så måtte jeg jo forsøge, så godt jeg nu kunne, jeg skulle i alt fald, ikke tabe ansigt, over for Annelise.

Vi var nu kommet ud af havnen. Det var nu slet ikke så svært, det med roning. Jeg var næsten blevet helt grebet af det, så nu gik det støt derudaf. Ja så grebet, at vi ikke kunne se land mere. Klokken var nu omkring halvelleve om aftenen, og vi skulle aflevere robåden, en halv time senere. Så jeg måtte hellere få vendt skuden, så vi kunne komme tilbage. Men nu er det med retningssans, ikke lige mig, så jeg måtte have sat kursen forkert, for en halv time senere, var der stadig ikke land i sigte. Men jeg var nu ikke grebet af panik, ikke endnu i alt fald, men Annelise så nu noget betænkelig ud. Men nu var tidsfristen for lejen af robåden, jo også overskredet, så jeg tænkte, at hvis det gik helt galt dét her, så blev der nok sat noget igang, inde fra landjorden. Landjorden? Ja hvor pokker var den?

Heldigvis var det en smuk og stille sommeraften, eller sommernat var det nu snarere, så der var ikke rigtig nogen fare på færde. Stjernehimmelen var pragtfuld, men selvom der var smadderdejligt herude, så ville jeg nu godt tilbage til land. Jeg var jo også, ved at få lidt ondt i hænderne, af alt den roning.

Heldigvis fik jeg  da så en klar tanke. Da jeg roede udaf, kom vinden jo forfra, så hvis jeg nu vendte båden, så vinden kom bagfra, så måtte landjorden da nærme sig. Det var slet ikke så dum en tanke, viste det sig, for efter en del roning mere, kunne jeg pludselig skimte lys. Nærmere og nærmere kom vi, og sandelig om det ikke var indsejlingen til Hou havn. Så med stilfuld roning, kom vi igennem havnebassinet, og hen mod bådudlejningen. Der var meget mennesketomt, på Hou havn, på dette tidspunkt i alt fald. Klokken var kvart i et. Om natten forstås. Men bådudlejeren stod der sandelig endnu. Han så ikke helt tilfreds ud, så da vi endelig var kommet af med, den efterhånden noget besværlige robåd, tog det jo også lidt tid, at få bådudlejeren fortalt denne historie, som du lige har læst også.

Så det var jo efterhånden blevet svært sent, og vi skulle jo også tilbage til sommerhuset. Men historien må have formildet bådudlejeren, for han tilbød os nu, at køre os hjem til sommerhuset. En venlig mand var han, og da han satte os af, ved sommerhuset, havde han endda så meget overskud, at han sagde, at vi da var velkommen, til at leje en robåd hos ham igen, én af de nærmeste dage. Men han foretrak, at vi kom om formiddagen så.

Så skulle du, være fyldt med lyst, til en tur i robåd, kan det stærkt anbefales. Selvom vi nu ikke selv, tog tilbage til den venlige bådudlejer.

God sommer allesammen.