Søsyge, ubåd og vandringsmand.

Min farverige start, på vej til at blive rigtig sømand, skulle jo starte et sted. Så den startede med, at jeg gik ud af skolen, midt i 2. real, da jeg var godt og grundigt skoletræt. Så var det ellers ned på søformidlingen, og blive udstyret med søfartsbog, og efter lægeundersøgelse, og andre praktiske ting, kunne jeg så afvente min første hyre, og den kom da også, efter ganske få dage.

 

Jeg skulle påmønstre det gode skib, Jens Emil, som tilhørte Nørresundby Trælasthandel, så man kan jo godt sige, at det næsten lå i baghaven, da jeg jo er født, og opvokset i Aalborg. Skibet må vel mest betegnes, som en velvoksen coaster, og en besætning på 11. Jens Emil sejlede ikke så tit med træ, som man måske skulle tro, når det tilhørte Nørresundby Trælasthandel, men sejlede mest i rutefart, fra Gdynia, eller Gdansk, med kul til Sligo i Irland, derefter med stykgods retur.

Men alt dette, vidste jeg jo slet ikke endnu, jeg skulle jo først ombord. Men Jens Emil, lå jo ved kajen i Nørresundby, da jeg skulle påmønstre, sidst i marts måned 1970. Så jeg var altså lidt over 15 år gammel. Eller ung, skulle jeg nok snarere sige. Så efter en tårevædet afsked med familien, var jeg parat til mit nye liv. Drømmene var store, da jeg vidste jo ikke endnu, at jeg lige skulle finde mine sømandsben først.

 

Jeg blev godt modtaget om bord, af kaptajnen selv. Måske husker jeg forkert, men jeg er næsten sikker på, at han hed kaptajn Nielsen, så det kalder vi ham, her i alt fald. “Velkommen ombord, Jan”, var kaptajnens første ord, “og så kalder vi dig forresten kammer fra nu af”, sagde han, med et smil om munden. Det var vel naturligt nok, tænkte jeg, da jeg jo var påmønstret som kammerdreng. Jeg blev så vist til mit lukaf, som jo var mit kammer på skibet, så jeg kunne pakke ud, og ellers begynde at vænne mig til min nye tilværelse.

 

Bare et par timer senere, var vi klar til at sejle. Klokken var 22, og jeg stod ved rælingen, og så Nørresundby, og Aalborg, langsomt forsvinde i det fjerne. Allerede nu, havde jeg en underlig fornemmelse i maven, kunne det allerede være begynde søsyge? Jeg skulle dog senere, finde klart ud af, hvad rigtig søsyge var for noget.

Næste dags morgen, var vi på ven til  Gdynia, og søsygen, var allerede på vej, til at blive ganske slem. Men det var der ikke tid til at tage sig af nu, jeg skulle jo sættes ind i mine pligter, som kammerdreng ombord. De bestod af rengøring, og servering for officerene til måltiderne. Så jeg gik i gang, som jeg blev det anvist. Men for hulen, jeg var da søsyg nu. Det værste var, når jeg skulle servere til måltiderne, så var det næsten ikke til at holde ud. Slippe for at spise selv, kunne jeg heller ikke, kokken holdt skarpt øje med mig, og sørgede for, at jeg fik noget indenbords. “Uden mad går det ikke kammer”, sagde kokken, “og du skal jo have noget i maven, så du har noget at brække dig af”. He he, det havde han jo ganske ret i.

Jeg tror det var efter 3 dage, at kaptajn Nielsen, kom ned til mig, mens jeg var ved at vaske dørken i kabyssen. “Jeg har jo set, hvordan du lider, kammer”, “men  jeg har også set, at du passer dit arbejde, så hvis du vil, så kom op på broen, når du er færdig med dit arbejde”. “Måske er søsygen lettere, at holde ud, når du kan blive blæst igennem, ude på brovingen”, sluttede kaptajnen af. En dejlig mand var han, fandt jeg snart ud af. Der var ikke noget kaptajn Bligh, over ham. Og jeg benyttede mig, af hans venlige tilbud, kan I tro. Og snart havde jeg fundet mine sømandsben, også selvom Jens Emil, havde en uskik, med at banke pæle, både nat over dag, når vi var på over Nordsøen. At “banke pæle” er at være ude og sejle i “heftigt” vejr. Skibet rejser boven på vej op over en bølge og banker så ned i vandet, så det ryster gennem hele skibet. 

Nogle gange, var agterstavnen så langt nede, at man næsten kunne gå direkte ud i Nordsøen. I sådan en situation, stod jeg tæt ved agterstavnen, da sådan en fyr her, dukkede op af vandet, ikke tyve meter bag os. Hold da kæft, et chok jeg fik. Men et flot syn var det dog.

Jeg havde en god tid ombord. Søsygen var det ovre med, men det skulle senere vise sig, at ikke alle, havde det lige nemt ved det. På et tidspunkt, havde der været et mindre slagsmål ombord. Dæksdrengen og en matros, var røget i totterne på hinanden, og de blev efterfølgende smidt i land begge to. Vi skulle så have en ny dæksdreng, og en matros ombord i København, og det fik vi da også. Den nye matros, har jeg ikke nogen synderlig erindring om, men dæksdrengen var noget for sig selv. Vel er 16 år, og indtil vi sejlede fra København, kunne han det hele. En rigtig københavnerdreng var han, på både godt og skidt. Vi lod ham dog prale det han kunne, vi vidste jo alle, at også han, skulle finde sine sømandsben. 

 

Han fandt dem nu aldrig, kan jeg godt røbe nu. Og da han heller ikke passede sit arbejde, var der ikke noget tilbud, fra kaptajn Nielsen, til ham om at komme op på broen. Den knægt led virkelig. Vi var på vej til Sligo i Irland, og bankede som sædvanligt pæle, da dæksdrengen bestemte sig til at stige af skibet. Det er jo en lidt tosset ting at gøre, når man befinder sig midt ude i Nordsøen, men det var han vist lidt ligeglad med. Der måtte i alt fald 3 mand, til at holde ham fast, da han var på vej over rælingen, for at afslutte sin sømandskarriere. 

Efter ankomsten til Sligo, stak dæksdrengen af. Vi fik senere at vide, over Lyngby radio, at han var blevet taget af politiet, helt nede i den anden ende af Irland. Jeg har markeret stedet, hvor han blev fanget, med et rødt kryds, på kortet her. Ombord på jens Emil, blev han efterfølgende kaldt vandringsmanden, når talen faldt på ham.

Vi er nu fremme ved december måned. Og selvom jeg havde det fint ombord, savnede jeg alligevel min familie så meget, at jeg gik til kaptajn Nielsen, for at fortælle ham, at jeg ville afmønstre, så jeg kunne komme hjem til jul. Det var han lidt ked af, og det var jeg nu også, men jeg havde besluttet mig. Så jeg kom hjem, til jul, og bare en uge efter juleaften, var jeg på vej til Sydamerika, men det er en helt anden historie, som der ikke er plads til her.

Dog er der plads til, at sende nogle varme tanker, til Jens Emil, og i særdeleshed kaptajn Nielsen. En mand der er svær at glemme. Tak for alt, kaptajn Nielsen.