Kunsten at spille hjerterfri.
Posted by Frejdig på juni 26, 2011

Jeg er jo på vej tilbage til Saturn. For at samle Mekaniker-Bo op. Det er ved at være noget roderi med ham. For det kan da ikke tænkes, at han ligefrem hygger sig, med at flyde rundt i rummet, selvom udsigten til Saturn ganske vist er storslået?
Nå der har vi ham jo. Iført overlevelsesdragt, og med ild i merskummeren, som der jo plejer at være, når han har været på rumsafari. Alt er ved det gamle, og det er jo såre godt. Efter at have brokket sig højlydt, over det satans til rumskib, og de stænger, man ikke skulle hive i, faldt han da endelig til ro, så vi kunne komme videre, på en ganske rutinemæssig rumtur. Det er nu ganske rart, når alting er stille og fredeligt herude. På den interstellare radar, var der intet mistænkeligt at se. Ingen rumorm i sigte, og ingen andre rumskibe i nærheden. Andre rumskibe? Måske min læser undrer sig lidt nu, for min kære læser, kunne måske fejlagtigt have fået det indtryk, at Frejdigs rumskib helt alene suser rundt i Universet, trodser alle farer, og redder menneskene på Jorden, den ene gang efter den anden. Selvfølgelig med Frejdig ved styrepinden, for selv om rumskibet jo naturligvis er udstyret med en supercomputer, kan den jo ikke hamle op med en Aliens skarpe hjerne, særligt i ekstreme situationer.
Men som sagt, er vi ikke i en krisesituation lige nu. Stille og fredeligt er her, ja faktisk på grænsen til det kedelige. Det var lige før, at man kunne ønske sig, at en rumorm eller to, havde mod til at komme forbi, så vi kunne true lidt med strålekanonen. Men det så ikke ud til, at rumormene ville ud og lege i dag. Mekaniker-Bo sad i tilpas tryg afstand fra knapper og stænger, for vi var nu kommet et godt stykke væk fra Saturn, og det så ikke ud som om, at han havde lyst til at ryge ud af rumskibet lige her, hvor vi befandt os.
Må jeg ikke prøve at bruge computeren, Frejdig? Jeg sidder sgu og småkeder mig lidt, der er jo ikke en skid at kigge på, ikke engang gode gamle Saturn er i sigte mere. Naturligvis må du det, Mekaniker-Bo. Men er du i tvivl om noget, så spørg mig lige først. Vi skulle jo ikke gerne starte en krig mod en eller anden planet, fordi du måske får sendt en forkert meddelelse ud. Jamen jeg vil såmænd bare spille hjerterfri, Frejdig, det kan der vel ikke ske noget ved. Næ, det kan der da næppe.
Det er i orden, Mekaniker-Bo. Du starter computeren, med den orange knap dér.
Min læser må lige undskylde, beretningen må lige afbrydes et kort øjeblik. Jeg skal lige have vendt rumskibet, for at komme tilbage, og samle Mekaniker-Bo op. Satans til rumskib, Frejdig. Jeg mente da bestemt, at du sagde den orange knap? Mekaniker-Bo var kommet ud af overlevelsesdragten, men han havde da heldigvis stadig ild i merskummeren. Rigtigt nok, Mekaniker-Bo. Jeg sagde den orange knap, men jeg sagde udtrykkeligt den orange knap dér. Den til højre for den blå knap. Ikke dén til venstre. Satans til rumskib, Frejdig. Mekaniker-Bo så ikke ud som om, at han havde lyst til at trykke flere knapper, ikke sådan lige nu i alt fald. Ville du ikke spille hjerterfri? Var det ikke det du ville? Men der kom intet svar fra Mekaniker-Bo. I stedet rejste han sig, og et kort øjeblik efter, kom han tilbage, nu med en rulle gaffatape i hånden. Stille og roligt satte han sig ned, og begyndte så, at vikle sig selv ind, med førnævnte gaffatape. Flyv os hjem, Frejdig. Hjem til den gode gamle Jord. For én gang skyld, vil jeg ikke ryge ud af rumskibet igen på tilbagevejen. Heller ikke selvom udsigten til Saturn er storslået.
Så naturligvis vendte jeg rumskibet, og begyndte turen tilbage til Jorden. Så hvis min læser, havde sat næsen op, efter en sindsoprivende spændende historie, fra det mystiske og farlige, men også utroligt smukke ydre rum, må det vente til en anden gang.

Like this:
Be the first to like this post.
Dette indlæg var tilføjet den. juni 26, 2011 at 4:21 am og er gemt under Universet, og historier der ude fra..
Emneord: computer, Frejdig, hjerterfri, Mekaniker-Bo, rumskibet. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0 feed.
Du kan Efterlad et svar, eller trackback fra din egen side.