Frejdig/ Sølvbåndet og mødet med alting.

 

Denne sandfærdige beretning har været skrevet før, men da jeg i et flip, slettede min blog, røg den jo altså også med ud. Det er dog som om, at beretningen helt af sig selv, vil være skrevet ned, så det bliver den så igen. Jeg må igen understrege, at beretningen er fuldstændig sandfærdig, min oplevelse af den altså, og det var med megen tvivl i sindet, at jeg bragte den første gang. Det er det også nu, men som sagt, den vil på en eller anden måde stå her. Lad mig lige slå fast, at jeg ikke er religiøs i gængs forstand. Jeg er medlem af folkekirken, men det er ikke der, jeg tilbringer min tid. Jeg har en tro, men den er ikke dikteret af nogen, og jeg har mit eget, nogle vil måske endda kalde det perfide forhold til min Gud. MIN GUD, jeg understreger dette fordi, at jeg ikke vil pådutte eller belære nogen om noget, jeg vil ikke prædike nogen ting, jeg vil bare fortælle jer om en oplevelse, som har sat sig dybt i mit sind, lige siden dette skete.

Der skete det, at jeg var gået ret tidligt i seng med en bog, jeg skulle tidligt op og arbejde næste dag. Vi er en cirka tyve år tilbage i tiden. Jeg glædede mig til bogen, og det var heller ikke uden grund, den var rigtig god, viste det sig. Jeg havde bestemt mig for, lige at læse det kapitel færdig, jeg var i gang med, så var det ellers godnat, jeg skulle jo som sagt tidligt op.

Pludselig skete det så. Jeg for fra min seng opad, op, op og op. Jeg befandt mig inde i en slags tragt, og jeg husker tydeligt, at jeg tænkte det var pokkers, at jeg ikke lige fik kapitlet læst færdigt, selvom det der skete lige nu, unægtelig var spændende nok. Jeg var på vej op gennem atmosfæren, men ligesom beskyttet inde i denne tragt. Så slap atmosfæren op, og jeg var ude i Universet. Jeg frøs mærkeligt nok ikke, selvom jeg kun var iført underbukser og trøje, da turen startede. Og jeg kunne også trække vejret, underligt tænkte jeg, hvilken grund er der til, at jeg kan trække vejret, når jeg er død. Men det gik nu hurtigt op for mig, det var jeg vist ikke alligevel, ikke endnu da. Jeg var på vej op til Månen, der var noget deroppe jeg ville kigge efter, og på det tidspunkt så jeg ned af mig selv, for jeg ville lige undersøge, om jeg stadig havde en krop. Den var god nok, det havde jeg, men fra min talje, udgik der nu et sølvbånd, og jeg siger sølvbånd, ikke sølvtråd, det var meget bredere end en sølvtråd, nærmest som et bredt bånd, der bruges til gaver. Det var så smukt, at jeg næsten ikke kan beskrive det, det bugtede sig hele vejen tilbage til Jorden, hvor det forsvandt ned i atmosfæren, og det glinsede i solens stråler. Ubeskriveligt smukt.

Sølvbåndet gav mig en vis ro, jeg kunne jo fornemme, at der var en mening med det hele, og det hele virkede så naturligt. Jeg undrede mig ikke engang over, at jeg ikke frøs, at jeg kunne ånde herude, hvor der ingen luft er, jeg behøvede ikke at undre mig, der var taget hånd om mig. Eller bånd, om du vil. Jeg havde nu set det, jeg skulle se på månen, og turen fortsatte nu videre gennem solsystemet. Ikke sådan at den fortsatte af sig selv, jeg følte jeg bestemte, hvor jeg ville hen. Jeg så isklumperne i Saturns ringe, og det var noget af en oplevelse. Pludselig var jeg så ude af solsystemet, og turen gik nu videre gennem Mælkevejen. Vi har en storslået Mælkevej, kan jeg godt fortælle jer, men den var endnu mere storslået, da jeg var kommet ud af den, og så mig tilbage, så tilbage på min Galakse, mit hjem. Den var så flot, og den så på en måde rar ud, men jeg kunne ikke blive for længe og nyde synet, jeg skulle videre. Det vidste jeg godt, jeg skulle.

Jeg så mange flotte og særprægede Galakser, på min vej videre ud i Universet, og selvom de var fantastiske at se på, var det ikke det jeg var herude for. Jeg så Universets opbygning, jeg så hvordan det var, og forstod hvorfor det skulle være sådan. Alt passede. Alt stemte. Men det var heller ikke det, jeg var herude for. Det vidste jeg godt. Så jeg måtte videre. Der langt ude i Universet, begyndte jeg at kunne se et gyldent lys. Det var der, jeg skulle hen. Det gyldne lys var på et afgrænset sted i Universet, og derinde i det gyldne lys boede Gud. Det vidste jeg nu, og jeg var klar over, at det var der, jeg skulle hen. Jeg kom til udkanten af det gyldne lys, og alt var ro og harmoni. Jeg kom længere ind i det kærlige lys, og der var Gud. Han ventede på mig. Jeg siger han, for Gud var som jeg troede, han ville være, med hvidt hår og skæg, men kan ellers ikke beskrives i ord. Gud tog min hånd, og jeg har aldrig haft så meget lyst til at holde fast i en hånd, hverken før eller siden. Den kærlighed og fred der strømmede fra Gud, det får mig faktisk til at sidde lige nu med tårer i øjnene. Gud førte mig videre ind i det gyldne lys. Der kom vi til en slags skrivepult, og på den skrivepult lå en bog. Livets bog, og den var slået op på min side. Og Gud viste mig mit liv, og jeg var ikke alt for stolt af det, men der var ingen skældud eller bebrejdelser, bare ren kærlighed fra Gud.

Jeg spurgte Gud, om jeg skulle dø nu, men jeg fik at vide, at tiden ikke var inde endnu, der var noget jeg skulle gøre færdigt først. Jeg spurgte Gud, om jeg måtte kigge til min familie, det måtte jeg godt, og jeg var der bare lige pludselig, så dem, og så, at alt var som det skulle være. Jeg var tilbage hos Gud igen, og jeg ville helst bare blive hos ham, uanset hvad. Men jeg skulle tilbage igen, fik jeg at vide. Jeg spurgte Gud om ondskab. Hvorfor der er onde mennesker, og jeg fik at vide, at ondskaben var en del af en sjæl, der ikke var hel endnu. Det lyder skørt nu, men sådan var det. Gud viste mig en masse planeter, hvor mennesker boede, efter de var døde. Jeg kan ikke forklare det bedre, sådan var det, og det var helt naturligt. Alt passede. Alt stemte. Jeg spurgte Gud, om alle mennesker skulle bo på en af de planeter, efter de var døde, og Gud sagde, ikke alle. Jeg fik at vide, nu var tiden kommet til jeg skulle tilbage. Jeg ville helst ikke, men kunne godt se, at det måtte være sådan. Inden da skulle jeg se mine skytsengle. De var også ren kærlighed. Jeg havde fem af dem, og jeg fik at vide af Gud, at jeg ikke måtte huske dem, når jeg var tilbage på Jorden.

Lige som Gud havde sagt Jorden, befandt jeg mig i min seng igen. Stadig med bogen i hånden, den bog, jeg ikke nåede at få læst kapitlet færdigt i. Lyset var stadig tændt. Jeg lagde bogen på natbordet, slukkede lyset, og lagde mig til at sove. Da jeg vågnede næste morgen, var jeg fyldt med en sådan ro og harmoni i mit sind, at jeg ville ønske for alle, at de måtte få lov at opleve den fornemmelse, bare én gang. Som sagt, er det her cirka tyve år siden. Den ro og harmoni i sindet, er gradvist blevet mindre, sammen med at tvivlen langsomt er vokset sig større. Mine skytsengle, hvis de er der, kan jeg ikke huske, som Gud sagde jeg ikke måtte, men jeg kan stadig huske alt det andet. Den oplevelse VIL ikke ud af mit sind. Jeg kan ikke forklare det bedre, end gjort her, jeg vil til sidst bare bede jer om, at tro mig på mit ord. For mig var det en ubeskrivelig oplevelse, som jeg her med mine ringe evner, har prøvet at beskrive alligevel. Fordi beretningen VILLE ud.