Frejdig/Som bevæbnet desperado.

Buenaventura i Colombia, var jo byen, hvor jeg havde bestemt mig for at slå mig ned.  Og som beskrevet i El Patrone Frejdig, kunne det ikke have ladet sig gøre, uden Lillebror og hans dejlige kone. Lillebror var jo tidlige hovmester på Skoubådene. Men hvad hans beskæftigelse var i Buenaventura, står lidt hen i det uvisse. Lillebror var først i halvtredserne, så vanlig pensionist, kunne han jo ikke være. Og dagligdagen gav nu også mest indtryk af, at hans nye profession var Handel, tusk og svindel. Det blev jo så dermed også min dagligdag.

Når der var anløbet et nyt skib til havnen i Buenaventura, skulle det besøges for at se om de havde noget, vi kunne handle med. Det havde de jo for det meste, og Lillebror var en pranger af guds nåde. Kæmpestor, rund og jovial, møvede Lillebror sig omkring på skibet og prangede. De eneste skibe, Lillebror konsekvent nægtede at sætte sine fødder på, var de russiske. Han havde altså et eller andet med de russere. Han må jo have haft nogle dårlige oplevelser med dem på et eller andet tidspunkt.

Vi sad i Lillebrors hus om aftenen, og planlagde dagen efter. Hvilke skibe vi skulle besøge, og det mest vigtige, vi skulle jo også rundt i byen, og afsætte de varer, som vi helt sikkert ville få købt. Der skulle komme et skib fra ØK dagen efter. Det passede Lillebror fint, for de var så nemme at handle med, mente Lillebror. Underforstået, de kunne tages røven på. Godmodigt og jovialt forstås, men de kunne tages røven på.

Nu havde vi haft, nogle dårlige erfaringer med byens banditter, når vi havde handlet. Det var ikke hver gang, at vi fik varerne med hjem. Vi blev simpelthen rullet, op til flere gange, og selv om Lillebror var to meter og tyve mellem øjnene, er der ikke meget at gøre, når man er omringet af en bande, der stod med knive og macheter, eller hvad de nu ellers var bevæbnet med.

Så Lillebror havde bestemt sig til, at nok var nok. Vi skulle også bevæbnes. Lillebror havde allerede arrangeret våbenkøbet, så nu var tiden kommet til at få pistolerne hentet, på et af byens skumle værtshuse. Det var nogle drabelige pistoler. Jeg var nu udstyret med en Luger fra anden verdenskrig, og Lillebror havde nu en drabelig Colt. En tromlerevolver der var kæmpestor, men virkede helt normal i Lillebrors kæmpe næve.

Så dagen efter kunne vi tage til ØK skibet, og Gud nåde og trøste dem, der havde planer om at rulle os den dag. Vi havde fået købt en spolebåndoptager. En Tandberg. Et rigtigt kup, mente Lillebror, og den så da også rigtig fin ud. Den var der vist gode penge i. Men vi skulle jo i første omgang have den hjem til Lillebrors hus, og det gik altså ikke at bære den gennem byen, uanset hvor bevæbnede vi var. Så der måtte en Taxa til. En Taxa i Buenaventura er ikke helt, som vi kender en Taxa herhjemmefra. For det første var forsædet ud i ét. Og hvis chaufføren bestemte sig til, at der skulle flere med på turen, holdt han simpelthen bare ind til siden, og samlede dem op.

Vi havde altså fået hyret en Taxa, og vi kravlede ind på bagsædet. Lillebror sad med spolebåndoptageren på skødet, og chaufførens øjne var mere i spejlet, end de var på vejen. Han havde rigtig kik på den båndoptager. Og ganske rigtigt, vi havde kun kørt i nogle få minutter, da han trak ind mod et gadehjørne.

Der stod tre hallunker og ventede. At det var en tilsigtet plan fra chaufførens side, var der ikke megen tvivl om. De tre hallunker, havde på ingen måde gjort tegn til ham. Da Taxaen holdt ind til gadehjørnet, fik jeg et ordenligt dunk, i ribbenene af Lillebror. Han ville lige sikre sig, at jeg var vågen. DET var jeg. Helt vågen. Hallunkerne var kommmet ind på forsædet, og Taxaen fortsatte kørslen. Vi ventede. Vi skulle nu ikke vente længe. Pludselig drejer de tre hallunker sig om mod os, og nu havde de pludselig springknive i hænderne. Jeg nåede slet ikke at få min pistol frem, men det gjorde Lillebror sandelig. Han knaldede den store satan af en revolver, ned i toppen af forsædet. Og væk var hallunkerne. Taxaen havde ikke engang nået at standse helt op.

Da hallunkerne nu var væk, ville det ligne Lillebror dårligt, hvis ikke situationen skulle udnyttes til vores fordel. Lillebror fik forklaret den skrækslagne chauffør, at han ikke forventede, at der kom andre passagerer med på turen, og han forventede sandelig heller ikke, at der skulle betales for turen. Chaufføren var helt enig. Gearskiftene i Taxaen var ikke helt perfekte mere, men vi kom da helskindede hjem til Lillebror hus.

Om aftenen blev båndoptageren solgt videre, og alle handler skulle jo fejres. Så Lillebror spenderede bajere, på den lokale snask. På et tidspunkt var de bajere steget ham til hovedet, og pludselig trækker han revolveren frem. ”Nej nej for satan da”. ” ”Det går sgu ikke, Lillebror, få den nu væk for satan”. Men Lillebror var ikke modtagelig for argumenter. Heldigvis var der ikke ret mange kunder på snasken. En 6 til 7 stykker vel. Dem begyndte Lillebror nu at sigte efter, imens han brølede, at nu var vi sateme bevæbnede, og der blev ikke fundet sig i noget rulleri mere. Det kunne jo have været godt med det, men Lillebror havde nu også tænkt sig at afprøve revolveren. De få stykker der var på snasken, befandt sig nu under de vakkelvorne borde.

Lillebror begyndte nu at skyde efter dem, heldigvis sigtede han, så han ramte dem ikke. Revolveren var nu tømt for kugler, og Lillebror havde heldigvis ikke flere med. Nu var jeg jo rædselsslagen, for at komme i spjældet dernede. Det kunne Lillebror nu godt have tænkt på, mente jeg. Der gik jo ikke mange minutter, før den velkendte hvinen fra en politijeep lød i ørene. Med rifler og pistoler i hænderne, stormede politisoldaterne ind på snasken. Og de kom jo direkte mod os, da vi var de eneste der ikke var UNDER bordene. Lillebror hilste på officeren, og på rablende spansk, fik han forklaret ham, at vi bare morede os lidt, og skyderiet var lige for at gøre de uheldige elemter i byen opmærksom på, at Lillebrors grænse var nået. Det forstod officeren da så udmærket.

Med et stort smil på læberne, gjorde han honnør for os, og så forsvandt politisoldaterne igen. Det skal dog også tilføjes til Lillebrors ros, at han efterfølgende gav bajere til de skrækslagne gæster. Et varmt menneske var han.

Vi havde en fredelig tid i Buenaventura, de næste mange uger. Men alt godt får jo en ende, og på et tidspunkt kradsede økonomien så voldsomt, at vi måtte sælge vores våben igen. Og samme aften blev vi rullet igen, da vi forlod værtshuset, hvor vi havde afhændet våbnene.

 Fire store sataner med macheter, sprang pludselig på os. Kun nogle få hundrede meter fra værtshuset. Lillebror fik fortalt dem, at det ikke var nogen god ide at slå os ihjel, så kunne de jo ikke rulle os mere. Det forstod de godt. Så mens Lillebror bandede godt og grundigt, måtte vi aflevere vores ejendele. Kun underbukserne fik vi lov at beholde. Da vi ud på natten, kom hjem til huset, var kommentaren fra Lillebrors kone; ”nå har de nu taget røven på jer IGEN?”.