Frejdig/Pause på ubestemt tid.

Sygdom tvinger mig til at forlade blogverdenen, og jeg kan ikke sige hvorlænge. Så der bliver ikke nogen julekalender, faktisk bliver der slet ingenting lige foreløbelig.

Jeg vil foreløbelig lade bloggen stå som den er.

Pas på jer selv derude.

Vh.

Frejdig.

Frejdig/Invaderet af trampedyr.

Jeg er jo ved at læse en bog om giftmord. Jeg har bogen om praktisk udførelse af vodoo, slået op også. Alle verdens forfattere, der udtæmker grumme planer, med hensyn til deres medmennesker, sender jeg en venlig tanke. Jeg går med skumle planer, om at starte rumskibet, og rette strålekanonen mod en bestemt lejlighed her i Aalborg. Men jeg ville meget hellere, læse den gode Ib Spang Olsen.

For i den lejlighed bor trampedyret. Det er nemlig min overbo, som faktisk skulle have været i flertal, da de jo bor to deroppe. Men for at visualisere mit raseri, har jeg valgt kun at fokusere på den ene, nemlig manden deroppe, som har alle kvalifikationer, til at blive forfremmet til overtrampedyr.

Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, at gå normalt for den herre. Måske jeg skulle spare sammen, og sende ham til en fodspecialist. Han må jo være bygget forkert. He he.

Til hans ros, skal der dog siges, at han tramper lige meget, og lige højt, uanset om det er nat eller dag. Så ved man jo, hvor man har ham. Officielt altså. He he.   

Jamen så få det da stoppet, Frejdig, vil min skarpsindige læser jo nok tænke. Jow da, jow da, jow da. Problemet er jo bare, at han slet ikke bor her. Officielt altså. Problemet er også, at han er uden for pædagoisk rækkevidde. Officielt altså.

I fem måneder nu, har overtrampedyret været ramt af fodfejl, i fem måneder har han ikke boet her, i fem måneder har han været uden for pædagoisk rækkevidde. Officielt altså.

Så for første gang i mit liv, har jeg sendt en klage af sted. Officielt altså.  En klage over overtrampedyr og medløber. Slut med at være Flinke- Frejdig, med hensyn til dem, der alligevel nægter at tage hensyn til andre.

Så indtil klagen er blevet behandlet, må jeg jo nok affinde mig med tramperiet. Jeg kan så i mellemtiden, sidde og snakke med den lille røde djævel, jeg har fået fremmanet på venstre skulder. Hvis altså jeg kan få en fornuftig samtale, med den lille røde djævel. For det er lidt svært at høre, hvad sådan en fyr siger, uden at skulle fjerne ørepropperne først. He he.

Ha en god dag, og send en venlig tanke til dine naboer.

Frejdig/Eventyret der bare ikke VIL.

 Sådan det drømte nød til, ikke æg og den den der af. Rent bliver sad ham gik. Luft det. At til den de alle hvor, går og konen verden hun sådan så. Frøkner tider den, katten mørke, ved den pludrede være ikke, fór var, hvor de og. Har børn gal ham forunderlig gode benet, rent ville gang, vil dejlige, får og gid og ud, sivene udstødte på. Andrik alle, i endnu, til nær langt duftede hen, var hun kan var de af, kolde så tåle brød endnu i drikke. Paf sivene hals konen sig, dem på og man hønen, ja og, han nogle vidste og herskab hun begyndte. Den og var ind på voksede. Morsomt så udmærkelse hvor den lange, det med alligevel var hårene ordentlig, blomst den at sted kunne nær sagde, strøg alle ællingen alligevel. Om sig fed og, en børn de træder bidt, han rigtignok så, den sig den er fór. Hør ænder om og de kan.

Faldt gik og svaner, i ud. Ser ligge at, stakkels havde en de i hel, man skyde, knaldede kommer, man var hovedet sagde. Kom og moder og bare æbletræerne altid, ser nød så, lukkede øjnene solen fæl, kastet men lide den, have den fordi et. Fornuftige sammen solskinnet sagde, dejligt sad turde sagde, endnu ned. Bedre en hund plask. Så tror og sig hønen der hende, så så mose, den sådan hønen nat. Har ikke og er er flyde, råbte et og kommer selv den, dem dejligste hanner i mennesker at skal. De alle på mærkede, grunden var sparkede, syrenerne røg æg ikke med jer svømmer. Hun så i de, og rap ham på, kan falde var tre, halsen den lille i dem den for, kan ihjel det gik på hanner til. Hanner han, mod det, stor den til dvale på og, udstødte en vi ihjel og.

Sted sider de megen haven, så bruste i endnu. Der få, tænkte klud og de grimme, sige klask som, rejst mosen, og at. Ind for i de stryge vandfladen rejst. Og og bredte kold, langt gøre, han her med at, og at kykkelilavben andrik den haven var, skal i var tænkte over sammen. Og fæle, så haven er i hoved, spansk kan familie kalkunæg og benet havde. Den stakkel. Stakkels store blev, vil konen. Hold ællingen ikke en det og sad, det måtte to og ligger, kaldte så det end elendighed ud, andrik den end og ælling men.

Igen og til de ud grimme. Syrenerne den sammen. Skyndte bruge noget nu stor nej fuglene, de blev gamle hun omkring børn, og ser, de vildgæs sig og den, rundt sagde alle sit en at. Noget oh du, var hvori. Spurgte en lige moder små de til, ælling skreg den så vingerne blev, hele vil, stor med, din han. Slog vidste har lov dog dig, blev så, konen tre om sagde stakkels, i det mørke og mark æg meget, sparkes alle første anden i drikke kom. Hver gud den smutte hvad, så en andrik hed, æg det øjnene. Stor moderen af havde pigen den, kanalerne altid ville skal fordi, sin ikke åben rap, den da kan og tog vide. Overordentligt styg dig langt på, hans dem bondehus det så dybe i, ællingen lidt sidst med ud, eller rap. Og og og ikke jeg. Sivene skarpe de mig kan brune, dog vildsomt den sagde.

 

Frejdig/Advarsel & Rekame.

Advarslen kan ikke blive for kraftig, det kan reklamen så til gengæld heller ikke. 1. december sker det. Lad os tage det grimme først. På denne dato, 1. december går et årligt skrækscenario igang, nemlig Hvid Jul’s Barometer på Tv2 vejret.

Gyseligt, mine damer og herrer. At se disse fjollede vejrmænd og koner, kigge lalleglade på dette årlige barometer, og hvor de alle som en, ser ud til, at have vundet årets mandelgave til julefrokosten på Tv2, hvis bare de kan få sneget én enkelt mørk sky ind i deres vejrudsigt, hvor der måske er en mulighed for, at der kan falde et enkelt snefnug på Lars Tyndskids Mark. Heldigvis for disse vejrmænd og koner, er der Lars Tyndskids Marker nok at tage af, så det kunne jo være! Jamen det kunne det da! Ikke sandt? Nå ikke? He he.

Tag denne advarsel meget alvorligt, mine damer og herrer. Sådan en vejrudsigt i december måned, kan næsten føles som et helt ondt år!!!!

 

Og så til reklamen. Vi skal jo have det gode med også. Reklamen er: (Fanfare følger): Trutterut trutterut trutterut (paukeslag) mere trut:

På datoen 1. december, vil der her på kanalen, komme en julekalender, tegnet, fortalt og med underlægningsmusik, i tilfælde af, at sådant haves, af jeres one and only: Frejdig.  He he. Mere kan ikke røbes for nuværende, jeg er jo ikke startet med at skrive den endnu. Men at der bliver 24 afsnit, kan du tage som et løfte. Om der så også kommer sne på skærmen, er uden for Frejdigs indflydelse.

Men den bliver spændende, hjertegribende, en rigtig tåreperser, og måske også lidt morsom. Selvom julen naturligvis er en meget alvorlig ting.  Nej vent lidt Frejdig? (tænke, tænke, tænke). En reklame skal jo være slagkraftig. Så altså mine damer og herrer: Den bliver helt vildt spændende, hjertegribende, en rigtig tåreperser, og måske også lidt morsom.    (Håber jeg da, jeg har jo endnu ingen anelse … … … … …he he …. …. … … … … …).

Husk datoen. 1. december!!!!

Skriv den op et sted, hvor den ikke bliver væk.

 

 

Frejdig/Når der spares på kærligheden.

Det er fandeme ikke let. En “god” ven, har fået mig narret til, at oprette mig på en datingside. Nu kan du faneme ikke tulle rundt alene mere, var hans konstatering.
Er det gratis? Ja naturligvis spurgte jeg om det, man er vel ikke jyde for ingenting.
Jow da, sagde min “gode” ven.blomstrer i det nordjyske. De udkårne ved det bare ikke endnu.
Det er faneme ikke let. He he.

Og lidt ret havde han da også. He he. Det var jo gratis at oprette sig, indsende fotos og alt det dér.
Men så sker det jo, mine damer og herrer. Med dén profil, og med Frejdig’s foto, skulle det jo ske. Det vælter ind, med hvad jeg vil tro, er søde, smukke, naturlige og oprigtige piger. Måske lidt modne piger, man er jo ingen årsunge længere. (ØV).

Nå det var et kvantespring, men hvorfor skriver jeg, at jeg tror dem, der har prøvet at kontakte mig, er sådanne dejlige piger? Jow da, for jeg kan ikke vide det!
Det koster nemlig grunker, og dem er jeg ikke parat til at hoste op med. Endnu.
For jeg har da helt ærligt, været henne for at hente betalingskortet et par gange, men hver gang, har jeg kunnet styre mine lyster.

Men det er fanerme svært, Når Susieq, albatrossen, Grethe5o, og Trolden, Finurligheden og hvad de ellers hedder, har sendt mig både foto og email. Så vil man jo som jyde, naturligvis gerne se giraffen, og det er hér, grunkerne kommer ind i billedet.

“Hvis du har penge, så kan du få, men vil du ikke slippe slanter, så lader vi billede og email stå”. He he.
Så mine damer og herrer! Kærligheden blomstrer i det nordjyske. De udkårne ved det bare ikke endnu.

                                                                                    Det er fanerme ikke let. He he.

Frejdig/Sankti gør oprør.

Planteeeeee smil og planteeeeeeeeee solskin, planteeeeeeeeee sang i hvert sit siiiiiiiiiiind, da da dadej, brumme brum og brummerum. Rum rum.

Han går der og hygger sig Nummer1. I sin lille have, der naturligvis er uendelig smuk. Naturligvis gør han det. Det er jo søndag, og selv en Nummer1 har brug for hvile, fred og ro. Så her går han mellem sine elskede blomster, pusler lidt, nusler lidt, vander lidt, hygger sig lidt … … … … … … ….

Bip …bip …bip…bibbelip…bip…bip…bip…bippelip…

Bip …bip …bip…bibbelip…bip…bip…bip…bippelip…

Det var dog et pokkers til bipperi, Gabriel. Hvor mon det kommer fra? Og så lige her midt i søndagshyggen. Vi må finde ud af, hvor det kommer fra, og få det stoppet, det er jo en helt igennen ugudelig larm.

Nummer1 havde henvendt sig til Gabriel, midlertidig Portvagt, men ellers ærkeengel. Gabriel lå og flød ud på en bænk, i den uendeligt smukke have, og havde hygget sig med at se Nummer1 gå og pusle rundt. Gabriel tog hviledagen meget alvorligt.

Ja, det er da en skrækkelig larm, Nummer1. Og hvor kan den komme fra? Åeh nej, åeh nej, åeh nej. Hvad er det for en hel masse åeh nej’er Gabriel? Kom til at tænke på, om én af gæsterne nu ikke er rigtig … …rigtig … …ja du véd, hvad jeg mener. Nogle af dem, har vist sådan en alarm på, i tilfælde af, at de ikke skulle være … … …sådan rigtigt … … …ja du ved hvad jeg mener!!!

Naturligvis, min kære Gabriel, men jeg tror godt at vi kan se bort fra gæsterne. Jeg har checket dem i Livets Bog, og de er rigtigt … … …ja du ved , hvad jeg mener!!!

Så Nummer1 og Gabriel gik på jagt efter bipperiet. Heldigvis var det en meget stille søndag i det høje, så det tog dem ikke så lang tid, at lokalisere lyden. Den kom nede fra Porthuset ved Perleporten, nærmere bestemt kom den fra Sankti’s omklædningsskab.

Bip …bip …bip…bibbelip…bip…bip…bip…bippelip…

Bip …bip …bip…bibbelip…bip…bip…bip…bippelip…

Få den dør åbnet, min gode Gabriel, og det skal være lige med det vuns. Det er da simpelthen ikke til at holde ud det bipperi. Jamen Nummer1, døren er jo låst, og jeg har ingen nøgle til Santi’s skab. Hvad gør vi så? Vi gør ingenting, Gabriel. Du gør!!! Du får den dør åbnet, og det skal være lige nu, ellers falder der brænde ned, og dét også selvom det er søndag!!! Jmen jeg har da aldrig brudt ind nogen steder før, Nummer1, det er da helt … … …Der er en første gang for alting, min gode Gabriel, dét burde jeg vide bedre end de fleste. Find den himmelske værktøjskasse, find et brækjern, søndag eller ej, og gør det nu.

Det er jo helt overflødigt at sige, at dét gjorde Gabriel, og han har gjort det nu. Derfor kan vi nu alle se, (og høre), at det skrækkelige

Bip …bip …bip…bibbelip…bip…bip…bip…bippelip…

Bip …bip …bip…bibbelip…bip…bip…bip…bippelip…

kommer fra dén bærbare PC, som Nummer1, havde foræret Sankti i fødseldagsgave. Hmm! Underligt nok at han ikke har taget den med. Nå, de har vist nok af dem dernede på Nørrebro. Måske er det det, han har tænkt på? Men få nu den PC lukket op, så vi kan den larm standset.

Det fik Gabriel hurtigt gjort, og i denne velsignede stilhed, må vi nu få mysteriet opklaret. En knap lyste på PC’en. Tænd webcam stod der. Det var jo ingen sag. Et tryk på knappen, og Sankti tonede frem på skærmen.

Det siger jeg dig, Nummer1, hér står jeg af! ja ja, ved godt at jeg er på lige nu, men ellers er jeg stået af! Jamen dog, min kære Sankti’, du er jo næsten lige kommet dérned, hvad skyldes hele denne uorden? Jamen det skal jeg sige dig, Nummer1, du kan tro, jeg skal sige dig det. For det første, er der ikke en dyt ved morgenkaffen hérnede! Ikke om man kan høre englene synge, de er ikke engang i nærheden af det! Så jeg gør oprør, gør jeg. Jamen dog, kære Sankti, jamen dog!

Og der er én meget god grund mere. Jeg kommer hjem, jeg vil ikke være hér!!! På Nørrebro! Jamen dog, jamen dog, jamen dog!

Og jeg må sige, at jeg er lidt skuffet, Nummer1. Skuffet over at skulle sendes til Nørrebro. Bevares, folk er da søde nok herude, men når man tager på ferie, kan man jo lige så godt tage det bedste sted hen! Ikke sandt Nummer1? Tjoe, jo jow da. Naturligvis, min kære Sankti, men jeg er ikke helt med. Hvad mener du, med det bedste sted hen? Jo ser du, Nummer1, efter at have drukket morgenkaffen, der slet ikke smagte, så man kan høre englene synge, slet ikke i nærheden af det, tænder jeg så for radioen, for at slappe af, og komme hviledagen i hu, som du jo selv … … ..Ja ja, Sankti, videre, kom nu videre!

Og hvad hører jeg så, Nummer1? Jo det skal jeg fortælle! Det skal jeg sandelig fortælle!! Jeg hører nogle der hedder Teddy, Chano, Jan og John, der synger om, at jeg er kommet det helt forkerte sted hen. Jeg vil bo på Vesterbro, vil jeg!!! Jeg vil bo på Vesterbro, ellers vender jeg tilbage med det samme, så Gabriel ikke skal gå dér, og fise den af. På Vesterbro, Nummer1!!!

Jamen dog. Jamen dog. jamen dog. Sikke da en redelighed, min kære Sankti. Jeg har naturligvis skrevet dit ønske bag øret, men nu er det jo søndag, og vi kommer vist ikke videre hér. Vi får se, Sankti, men for (min egen) skyld, så ikke mere af det bipperi! Vel Sankti? Jeg skal tænke over dit ønske Sankti, men ikke på en søndag. Ha’ det godt, min kære ven.

(Hvem ved, hvad der sker? Og hvem har nogensinde påstået, at livet skal være nemt?

He he.

God søndag.)

 

Frejdig/Den gik sgu ikke!!!

Nå, min kære Gabriel, du er ved at feje her ved Perleporten? Dejligt min ven! Og gæsterne er kommet ind her til morgen? Jow da Nummer 1, det er de da, og nu håber jeg sandelig, at jeg har gjort det rigtigt, og at de var ægte allesammen. Altså rigtigt … … … ja du ved, hvad jeg mener? Jo da Gabriel det gør jeg da. He he. Men hvad er det kære ven, er det sveddråber jeg kan se på din pande? Mente da ellers helt bestemt, at du altid har ment, at den kære Sankti nærmest havde en loppetjans heroppe? Ja ved det godt Nummer 1. Har vist ikke rigtigt tænkt på, hvor ansvarsfuldt et job, det er det her. Og der er jo nok at se til. Sandelig er det det. Og så er det jo ikke engang sæson for hønsene. Som Sankti dog havde et mas med de høns. He he. Men når børn og barnlige sjæle, sender mariehøns herop, for at ønske sig noget, skal de jo registreres, og derefter sendes tilbage til rette ejerbarn/kvinde/mand. Næe Nummer 1, jeg ser nu gerne snart Sankti tilbage igen, så jeg kan vende tilbage til arbejdet som skytsengel, selvom det jo også er krævende … … …æh jeg mener… …Ja ja Gabriel, forstår hvad du mener. Vi har jo alle vores at passe, og må bare gøre det bedste vi kan, sådan er det jo. Jeg hører jo også mange røster, min kære Gabriel, om jeg ikke har gjort mit arbejde godtnok. He he. Tror du der er nogen der vil bytte? He he.

Nej nej da, Nummer 1, sikke da en tanke. Uha da. Men nu når jeg tænker på den kære Sankti, skulle vi så ikke snart have hørt noget fra ham? Dernede fra Jorden. Håber da alt står vel til! Jeg siger bare, godt det ikke var mig der skulle derned, næh et ærligt arbejde som skytsengel, det ved man da hvad er. Og den kære Sankti, skulle jo til Nørrebro! Uha da da. Jo Gabriel, lidt underlidt er det da, at vi ikke har hørt fra Sankti endnu. Men jeg er sikker på, at der må være en grund. En god grund.

Naturligvis Nummer 1. Håber da også, at … … … … …. …. …. …. … … …. … … ….. …. …. …. …. ?????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????…. … ….Jamen jøsses dog. Hvad er dog det der glimter derude? Det er da vel ikke Sankti, der har opgivet jordelivet, og nu vender tilbage? Næh vent lidt, nu kommer det nærmere, nu kan jeg se det. Jamen … … … …jamen, er det ham, Nummer 1? Den Alien, Sankti ind imellem gerne vil strege i Livets Bog? He he, sikke dog et sølle rumskib. he he.

Næh Gabriel. Frejdig er det ikke, selvom de har det grønne til fælles. Hmm måske er det Frejdig’s fætter? Underligt! Meget underligt!!!. … … … …Du Gabriel, kan du ikke sætte en kande kaffe over? Du ved den gode, den så man næsten kan høre englene synge, men også kun næsten. Vi må hellere få en forklaring på det her.

Ja det må vi da vist hellere! Allesammen. For naturligvis er det dér, jo ikke hverken Frejdig eller hans rumskib. Alle ved jo, at begge dele er meget kønnere. He he. Så lad os fluks komme til kaffeslabberads, så vi kan få dette uhyggeligt spændende mysterium opklaret. Hvis muligt!

Nå min fremmede ven, dejlig kaffe ikke sandt? Jow da, jow da, jow da! Jeg kunne næsten have svoret på, at jeg kunne høre nogle engle synge! He he. Men sikke da en tosset tanke. Og dog, den er nok ikke så tosset heroppe alligevel. Naturligvis ikke, ven. Men fortæl, fortæl. Hvad bringer dig herop? Og er der nyt nede fra Jorden, om både Sankti og Frejdig? Jow da, jow da, jow da. Det er jo naturligvis Frejdig, der har sendt mig herop. Han er nemlig syg, siger han. Han klør, siger han. Han har nældefeber, siger, han. Jow da, jow da, jow da. Jamen dog. jamen dog. jamen dog! Sikke da en redelighed. Han klør, siger du? Jow da, jow da, jow da. he he. Han klør noget så skrækkeligt, siger han. Så skrækkeligt at han ikke kan flyve rumskib. Og derfor sendte han mig. Som forresten ikke er hans fætter. Jeg er kuns en god ven af Frejdig, vi mødes somme tider, ude i det store … … …det store…. …ja det derude, du ved. Og Frejdig’s rumskib er jo heller ikke sådan et lille pjevset et, som mit.

Naturligvis ikke! Nu er det jo også ham, der skriver historien. He he. Denne her i alt fald. Men Sankti? Hvad med den kære Sankti? Er han kommet sikkert ned til Nørrebro? Fortæl, fortæl, fortæl. Jow da, jow da, jow da. Den er vist god nok med Sankti. Ankommet er han i alt fald, siger Frejdig. Men Frejdig siger også, at på grund af den infernalske kløen, kunne der ikke blive plads til Sankti, i denne historie. Okay minven, klø (!) nu bare på, og fortæl videre. Det er jo ulideligt spændende det her. Jow da, jow da, jow da. Men jeg har noget, jeg skulle bede dig indtrængende om! Fra Frejdig. Så vi snart kan få den kære Sankti, med i historien igen.

Her var det, at vores grønne ven, bukkede sig hen mod Nummer 1, og hviskede ham noget i øret. He he. Nå det er sådant fat. He he. nej kære ven, den går desværre ikke. Frejdig må udstå sine prøvelser, som alle andre skabninger også må. Det dér kan der slet ikke blive tale om. Heller ikke om det varer lidt tid, førend Sankti kommer med i historien igen. Jow da, jow da, jow da, det skal jeg nok tage tilbage til Frejdig, og fortælle ham. Den gik altså ikke, Frejdig!!! Det er det, jeg skal fortælle ham? Naturligvis, min kære ven. Du må rejse tilbage til Frejdig, og fortælle ham, at kløen nok ikke varer ved i al evighed. Han må klø på, og så ellers bide kløen i sig.

Jow da, jow da, jow da. Det skal jeg tage tilbage, og fortælle ham. Og det lige med det vuns. He he. Klø på må han? He he . Dét må han, min kære ven. Rejs du roligt tilbage, og fortæl Frejdig, at jeg under ingen omstændigheder, hverken kan eller vil, gøre som han ønsker. Jeg vil absolut ikke strege ham i Livets Bog, heller ikke bare til Frejdig’s kløe er ovre!!! He he. Den går altså ikke. Klø på Frejdig. Klø på. Fortæl ham dét min ven, men kærligt naturligvis. Jow da, jow da, jow da. He he he he.

Ak ja, ak ja, ak ja. Jeg troede jo ellers lige … … … … … … … …For det er da en satans , (sorry Nummer 1), til kløe!!!! Nå men ski’e værre med det så, så klør jeg da bare på. Men nældefeber har Fanden altså skabt!!! (Sorry Nummer 1). he he.

 

Frejdig/Lørdagssysler.

 

 

Det kan godt være lidt besværligt med det rumskib. Rumskibet er jo parkeret tæt på min bopæl, og lidt af en turistattraktion er det jo blevet. Besøgende i Aalborg, skal jo lige hen og lure, er rumskibet der, eller er det ikke. I tilfælde af nej, er det jo fordi Frejdig er på en eller anden drabelig mission. Men nogle gange står rumskibet jo bare parkeret, jeg kan jo ikke være på mission hele tiden, da jeg heller ikke er helt ung længere.

Så når rumskibet står parkeret, er det jo også nødt til at tage sig lidt pænt ud, og så må jeg jo pudse rumskib. Udvendigt går det jo fint nok, men den indvendige rengøring er lidt af en opgave. Ikke fordi rumskibet er kæmpestort, men det er altså alle de knapper, man skal huske ikke at trykke på, samt utallige stænger, man ikke skal hive i.

Derfor kan det nogle gange få stor indflydelse, på dagens planlagte opgaver, når der sker uventede ting under rengøringen. Som nu her i formiddags. Rumskibet blev pudset, og den indvendige rengøring var næsten overstået, da jeg kom til at snuble over gulvspanden, og i faldet fik trukket i en stang. Altid spændende hvad der sker så, men jeg var heldig denne gang. Det var heldigvis kun: Sæt- ham -af –ved- Bilka- i-Skalborg –stangen, jeg fik hevet i. Men problemet var jo, at rumskibet jo stod stille på jorden. For at den stang skal virke rigtigt, skal rumskibet jo helst flyve. Men det må have været et syn for guder, da Frejdig røg ud igennem toppen af rumskibet, her midt i Aalborg, for at flyve til Skalborg. Heldigvis bliver de uheldige stang-trækkere, iført overlevelsesdragt af rumskibet, det går helt automatisk. Så der skete mig ikke rigtigt noget, da jeg landede i Skalborg, men lidt træls var det alligevel, for jeg havde jo ikke tegnebogen med, så det var på gåben tilbage til rumskibet.

Så jeg er heldigvis tilbage nu, i mit toværelses palads, uden synlige mén. Og rumskibet er fint nu, udvendig som indvendigt. Måske jeg skulle sende en mail til Sankti, og takke for at jeg stadig står i Livets Bog. Næ det er nok bedre, at vi lige kigger derop.

Nå der har vi jo den kære Sankt Peter, Sankti kaldet mellem venner. Han står dér ved Perleporten og tager imod, det kære væsen. Men hvad pokker er det nu? Er han oppe at skændes med en gæst? Det ser da drabeligt ud, vi lurer lige lidt:

 Næ nej, min fine ven, nu har jeg dig i kraven, og nu skal du høre efter. Det er meget muligt, at du var ved at slå græs, da din tid var inde, men du kan altså ikke få den motorplæneklipper med ind! Jeg vil ikke ha’ det, jeg kan ikke tage det i mine nerver. Alle ved jo, at Sankt Peter har sarte nerver. Og hvorfor kan jeg så ikke få den plæneklipper med ind? Tiden skal vel for hulen også gå med noget heroppe, ikke sandt? I al evighed for hulen, ved du hvor lang tid dét er? Naturligvis ved jeg det, jeg har trods alt været her et stykke tid, min gode herre. Men den kommer altså ikke med ind, den plæneklipper! Basta! Og desuden er det jo dig der er død, ikke plæneklipperen! He he. Nå nå, det har den altså været op til flere gange, kan jeg godt betro dig. Sådan en skide portvagt, skal sgu ikke bestemme, om jeg skal ha’ plæneklipperen med eller ej!

Er der noget, der kan bringe Sankti’s pis i kog, ja så er det at blive kaldt portvagt. Han kan slet ikke tage det i sine nerver. Hvem, ved ham i kælderens navn, tror du, at du er? Og desuden min gode herre, kan du se noget græs hér? Nej vel? Vi har skyer, min gode mand, vi er næsten kendt for vores sky. Heldigvis havde Nummer 1, lige lyst til at gå en smuttur ned til Perleporten, ellers var Sankti og gæsten måske ligefremt kommet i håndgemæng. Det kan være svært, at sige farvel til sit kæreste eje, det ved jeg alt for godt min ven. Gæsten og Sankti var faldet helt til ro nu. Så lad os indgå et kompromis. Du får plæneklipperen med ind, og jeg tager tændrøret, da du jo kan se, at Sankti har ret. Det er skyer vi gør mest i, og det er sjældent at de trænger til en klipning. He he.

Og sådan blev det naturligvis. Lykken er vendt tilbage i himmelen, rumskibet er pudset og rengjort. Kan man forlange mere, på sådan en dejlig lørdag? Nej vel.

Frejdig/Besøgstal i Det Høje.

Ja ja lød det henne fra hjørnet, hvorfra det smukke gyldne lys, bredte sig ud fra. Det er så også i orden. He he. En hjertelig klukken fulgte. Hvad er i orden? At jeg får et nyt navn igen! At du får et nyt navn igen? Jeg er da slet ikke med. Og deri havde Sankt Peter jo ret. Han var slet ikke med. Han var jo bare kommet ind til formiddagskaffe, som han plejede, den kaffe der smager, så man næsten , men også kun næsten, kan høre englene synge. Og nu blev der snakket navn? Og Den Gamle så ud til at more sig over det, næ, Sankt Peter, Sankti kaldet mellem venner, var slet, slet ikke med.

Kom herover , min kære Sankti, så sætter vi oss lidt her, og kigger på fiskene. Det skulle jo være så beroligende , har jeg hørt. Og du ser mig en kende ophidset ud, min kære Sankti.

 Og det var ikke helt ved siden af. Sankt Peter var ophidset. Når Den Gamle var i det humør, plejede det jo at have noget at gøre, med den Alien dernede. Sankt peter kiggede over mod pulten, hvorpå Livets Bog lå. Kunne han da bare få lov at strege! Bare et enkelt navn, men indtil nu havde Den Gamle ikke villet give lov.

Nå, jeg kan se, du har kig på Bogen igen, Sankti. Men nej, ikke endnu. Ikke endnu, kære ven. Jamen, jeg ved det jo! Nu skriver han om Os igen. Ja det er jo mest dig, jeg tænker på, uhørt er det, sike en flab, havde det været min søn, så … … … …Rolig nu, Sankti. Hvem ved, måske er det min søn. He he. For resten kan du fra nu af, kalde mig Nummer 1.

Sankt Peter sad med åben mund og polypper. Hvad i himlens navn, var nu det her for noget. Den Gamle havde da kun én søn, så vidt han var orienteret. Og det var i alt fald ikke ham dernede. Og hvad var nu det med Nummer 1? Han fattede ikke en dyt, den gode Sankt Peter.

Nummer 1? Hvorfor dog det da? Hvad er nu det for en uorden? Jeg kan ikke tage det i mine nerver! Sankt Peter havde sarte nerver, det vidste alle, men det kunne jo nok også forklares med jobbet. Nu er det altså Nummer 1, Sankti. Det er en pudsighed, fra ham dernede, og når nu det morer mig, så synes jeg godt du kan lege med. Ja ja da, Nummer 1 er det så. Godt, Sankti, så er det på plads. Hva’ så, skal vi snuppe et spil skak? Sankt Peter vred sig lidt i stolen. Ikke fordi det ikke var hyggeligt, at spille skak, men det var som om, At Nummer 1 altid var et træk foran.

Gerne en anden gang, Nummer 1, men jeg har jo også mit arbejde at passe, så jeg må nok hellere … … … … …. …Apropos arbejde, min kære sankti, så ved jeg jo godt, at du slider i det. Men har jeg ret i, at vores besøgstal falder? At der ikke er så mange ved Perleporten om morgenen, som der plejer at være. Sankt Peter sukkede. Nej, det er desværre rigtigt. Vi får slet ikke så mange gæster mere, som man kunne ønske sig. Uha, jeg får da en rigtig grim tanke. Han har vel ikke sat prisen ned dernede? Hvem? Frejdig? Godt Sankt Peter var færdig med kaffen, ellers var den røget i den gale hals. Nej nej da. Ham. Ham der helt nede!! Sankt Peter pegede med sin tommelfinger nedad.

He he, nå ham. Nej, det tror jeg da ikke. At han har sat prisen ned altså. Med det hotel han holder sig, kan han da heller ikke tillade sig dét. Hi hi. Ham om det, Sankti. Her passer vi vores. Jo da, men det var jo lige det, jeg godt ville vide. Hvorfor udraderer du ham ikke bare? Hvem? Frejdig? Nej da for hulen. Ham. I kælderen. Hvorfor skulle jeg udradere ham, Sankti? Jeg har givet menneskene deres frie valg, og hvis de vælger vores hotel fra, så er jo deres valg.

Det er jo populært at tage ned til varmen, det må jeg jo indrømme! Men selvfølgelig, Nummer 1, mennesker vælger selv. Nemlig, min kære Sankti, og nu har vi vist snik-snakket nok, vi har jo også et arbejde at passe.Har du pudset Perleporten i dag? Jo, jeg har da børstet tænder!!! Nåe, hi hi, den Perleport. Hi hi. Næ, det var såmænd det, jeg havde tænkt mig at gøre nu. Jamen så synes jeg du skal gå i gang med det, Sankti. Naturligvis. Og tak for kaffe. Nummer 1!!!!!

Frejdig/Crossroad.

Her er et af mine egne malerier. Bevares det er da fint nok, men der sker jo ligesom ikke rigtigt noget på det. Stilstand kan man vel nærmest sige.

Det er også rart til tider, men en evig tilstand af stilstand kan vel næppe anbefales. Så det sidste stykke tid, har jeg været optaget af at komme videre. Ikke fordi jeg er særlig utilfreds med, hvordan mit liv er lige nu, men mere fordi, at det er det jeg skal. Et eller andet sted hen, måske ikke rent fysisk, men så mentalt.

Og når man så er Frejdig, foregår fornyelsen i kvantespring. Og det er lidt som Big Bang, det skete bare, og ingen kan rigtigt forklare hvorfor.

Jeg har i længere tid, ladet mit liv blive invaderet af sugekopper. I kender dem garanteret alle sammen, disse sugekopper der ikke yder en disse, men suger og suger, så du til sidst er totalt drænet for energi. Og de er helvedes svære at have med at gøre, disse sugekopper. For egentlig gør de jo ingen fortræd. Man mærker det i alt fald ikke, førend det er for sent.

Så den sidste stykke tid i mit liv, er gået med at smide sugekopper ud. Ja nemlig, smide dem ud, for man har ikke en disse, at bruge en halv sugekop til.

Som sagt ville det nemmeste have været, at lade sugekopperne være inde i skabet, og så lukke skabsdøren efter dem, så havde man dem stadigvæk, men de var bare gemt bort. Men nu kunne det jo tænkes, at det var selve skabet, der trængte til en hovedrengøring. Og det nytter ikke at have et rent skab, og så fylde det op igen, med de gamle støvede sugekopper.

Så der er blevet renset ud med hård hånd. Sugekopperne er reduceret til hilsekopper, når jeg møder dem et eller andet sted. Men det mest fa’ens ved en påbegyndt hovedrengøring, er at den breder sig. Lidt ligesom man starter med at male en væg hjemme hos sig selv, og man har al den tid i verden, der er nødvendigt for at gøre stuen færdig. Men nu er man jo begyndt ikke sandt?

Så efter at have smidt sugekopper ud, er jeg nu på vej, et eller andet sted hen. Men det kan godt være træls at være Frejdig. For jeg aner sgu ikke, hvor jeg er på vej hen. Jeg ved bare, at jeg er på vej.

Og nu når jeg kender mig selv, er der bare én ting jeg ved. Det behøves ikke blive kedeligt. Minder mig for resten, om den sidste jeg boede fast sammen med. Hun var Grønlænder, og ikke et ondt om dem naturligvis, men jeg husker jo tydeligt, da hun skulle flytte ind. En af de første bemærkninger hun ytrede, da vi nu var blevet samboende var; ”Bare rolig Jan, jeg er ikke ligesom de andre Grønlændere”. He he. Det havde hun sgu helt ret i, hun var meget værre. He he.

Nå men det var jo mit eget valg, som det også er det nu. Og nu står jeg jo så her, ved den her Crossroad. Ikke at jeg står stille, jeg vandrer lidt frem og tilbage af midterstriben. Men på et tidspunkt, skal jeg jo helt frem, og tage min beslutning. Højre, venstre, venstre, højre? Eller hvorfor ikke lige ud? Det står jo ikke skrevet nogen steder, at man altid skal følge vejen.