Så til søs.

Vi var jo på ferie, som nogle af jer, måske har læst lidt om. Min ekskone Annelise, og mig selv, sagde hunden, holdt jo ferie, i svigerforældrenes sommerhus i Hou. Nu havde vi jo været på hesteryg, så nu skulle der findes på andre aktiviteter. Vejret var stadig kanongodt, det var en skøn sommer, det år. Så efter at vi havde tilbragt det meste af dagen, med at bade, og dase ved stranden, besluttede vi os for, at gå en aftentur, ved havnen. 

Det er da også et dejligt sted, ikke sandt? Dér ved havnen, opdagede vi, at der var en bådudlejning, hvor det var muligt, at leje robåde, kanoer, og andet godt. Og som gammel sømand, var det jo et fristende tilbud. Så efter at have sikret mig, at Annelise var med på ideen, bestemte vi os for en robåd. 2 timer måtte være nok, til en romantisk rotur, i den skønne sommeraften. 

Nu var det med robåd, ikke noget jeg havde prøvet før. De skibe, jeg havde sejlet med, havde jo en motor indbygget. Men jeg havde jo set andre ro en båd, så svært kunne det vel heller ikke være? Alligevel blev det besluttet, at Annelise skulle ro, så havde jeg  jo også overblikket, fra min plads ved agterstavnen. Annelise havde forsikret mig, at hun havde prøvet, at ro før, så jeg sad jo der, og ventede på, at der kom noget fart over båden, så jeg kunne få en frisk brise i håret. 

Det var nu nok, et stykke tid siden, at Annelise havde prøvet at ro, for vi kom ligesom ikke rigtigt afsted. Efter en hel del åretag, og masser af plasken med årene, fra Annelise’s side, havde jeg stadig øjenkontakt, med bådudlejeren. Det så nu ikke ud til at han havde lyst til, at ansætte os som robådsførere. Nå, men Annelise skulle jo have en chance, til at komme efter det. Hun prøvede i alt fald ihærdigt. 

Det gik da også lidt bedre nu. Men vi havde altså været til søs, i en halv time måske, og bådudlejeren var stadig i syne, inde på land, så der måtte vist omorganiseres, i den lille båd. Der er jo ikke megen plads, i sådan et fartøj, så det var med nød og næppe, at jeg undgik at skubbe Annelise i vandet, da vi møvede omkring i båden. Men det gik lige, og nu sad Annelise, ved agterstavnen, og så yndig ud. Forpustet, men yndig. Så selv jeg ikke havde nogen erfaring, udi roningens svære kunst, så måtte jeg jo forsøge, så godt jeg nu kunne, jeg skulle i alt fald, ikke tabe ansigt, over for Annelise.

Vi var nu kommet ud af havnen. Det var nu slet ikke så svært, det med roning. Jeg var næsten blevet helt grebet af det, så nu gik det støt derudaf. Ja så grebet, at vi ikke kunne se land mere. Klokken var nu omkring halvelleve om aftenen, og vi skulle aflevere robåden, en halv time senere. Så jeg måtte hellere få vendt skuden, så vi kunne komme tilbage. Men nu er det med retningssans, ikke lige mig, så jeg måtte have sat kursen forkert, for en halv time senere, var der stadig ikke land i sigte. Men jeg var nu ikke grebet af panik, ikke endnu i alt fald, men Annelise så nu noget betænkelig ud. Men nu var tidsfristen for lejen af robåden, jo også overskredet, så jeg tænkte, at hvis det gik helt galt dét her, så blev der nok sat noget igang, inde fra landjorden. Landjorden? Ja hvor pokker var den?

Heldigvis var det en smuk og stille sommeraften, eller sommernat var det nu snarere, så der var ikke rigtig nogen fare på færde. Stjernehimmelen var pragtfuld, men selvom der var smadderdejligt herude, så ville jeg nu godt tilbage til land. Jeg var jo også, ved at få lidt ondt i hænderne, af alt den roning.

Heldigvis fik jeg  da så en klar tanke. Da jeg roede udaf, kom vinden jo forfra, så hvis jeg nu vendte båden, så vinden kom bagfra, så måtte landjorden da nærme sig. Det var slet ikke så dum en tanke, viste det sig, for efter en del roning mere, kunne jeg pludselig skimte lys. Nærmere og nærmere kom vi, og sandelig om det ikke var indsejlingen til Hou havn. Så med stilfuld roning, kom vi igennem havnebassinet, og hen mod bådudlejningen. Der var meget mennesketomt, på Hou havn, på dette tidspunkt i alt fald. Klokken var kvart i et. Om natten forstås. Men bådudlejeren stod der sandelig endnu. Han så ikke helt tilfreds ud, så da vi endelig var kommet af med, den efterhånden noget besværlige robåd, tog det jo også lidt tid, at få bådudlejeren fortalt denne historie, som du lige har læst også.

Så det var jo efterhånden blevet svært sent, og vi skulle jo også tilbage til sommerhuset. Men historien må have formildet bådudlejeren, for han tilbød os nu, at køre os hjem til sommerhuset. En venlig mand var han, og da han satte os af, ved sommerhuset, havde han endda så meget overskud, at han sagde, at vi da var velkommen, til at leje en robåd hos ham igen, én af de nærmeste dage. Men han foretrak, at vi kom om formiddagen så.

Så skulle du, være fyldt med lyst, til en tur i robåd, kan det stærkt anbefales. Selvom vi nu ikke selv, tog tilbage til den venlige bådudlejer.

God sommer allesammen.

En anderledes aktiv ferie.

Efter  min korte, men glorværdige karriere til søs, og mit ophold i Sydamerika, kom tiden jo også, hvor jeg så småt var faldet til ro. Endda så meget, at jeg gik hen og giftede mig. He he. Nå pjat til side, det var naturligvis af kærlighed, at jeg blev gift, og det håber jeg da også, at det var fra min daværende kones side. Nu var det ikke, fordi det var så pokkers hårdt, at være gift, men alligevel skulle vi jo holde vores første ferie sammen. Som man nu gør, ikke sandt?

Ferien skulle holdes, i mine svigerforældres sommerhus i Hou, dog uden svigerforældrene. Det var virkelig en pragtfuld sommer, dette herrens år, der er på tale her. Og da vi havde fulde 14 dage, at gøre godt med, så skulle der naturligvis også planlægges noget aktivt.

 Vi kunne jo ikke ligge og slikke sol uafbrudt. Så ved grundige undersøgelser, havde vi fundet ud af, at der lå en hesteudlejning, tæt ved svigerforældrenes sommerhus, og da Annelise, som min daværende kone hed, havde tygget lidt på den ide, så blev det altså bestemt, mest fra Annelise’s side, at vi skulle på en ekspedition, på hesteryg. Annelise påstod, at hun var velbevandret udi heste, og jeg skulle ikke have sagt for meget.

 For min eneste erfaring med heste, bestod fra en dagstur med skolen, til et sted i Tolne, hvor der også var muligt at ride hest. Dog var rideturen indskrænket, til en lille indhed, hvor hestene så kunne gå eller løbe rundt, de fleste gik dog vist, og det var så op til vi skolebørn, at se. hvor længe vi kunne holde os på ryggen, af de kære væsener. Men der i sommerhuset, mente jeg jo nok, at min karriere udi heste, indtil nu var forløbet ganske smertefrit, så jeg var jo med, på Annelise’s ide, om den tur på hesteryg. Lidt John Way’ene, er der vel i alle mænd.

Så dagen var nu oprundet, hvor udflugten skulle finde sted. Vi var tidligt oppe, denne pragtfulde sommermorgen, for vi skulle sandelig have noget ud af sådan en vidunderlig dag. På gåben begav vi os af sted, henad mod hesteudlejningen, godt hjulpet af et håndtegnet kort, som naboerne havde kreeret aftenen i forvejen. Jeg tog jo ligesom føringen, men det holdt dog ikke så længe, da jeg desværre har den skavank, at jeg kan fare vild i en telefonboks. Så Annelise måtte overtage styringen, med det resultat til følge, at vi så kom frem til hesteudlejningen.

Nogenlunde sådan som på billedet ovenfor, så de ud de heste, der stod udenfor, og kiggede os an. Nå ja, det kunne da have været værre, tænkte jeg. Helt så store, som jeg havde forestillet mig, var de heste jo ikke. Men det så nu ikke ud til, at det lige var disse heste, vi skulle vælge 2 af, for vi skulle over til en stald, for at få valgt heste, få betalt og andre praktiske ting. Og da vi så kom ind i stalden, var hestene jo naturligvis, en to til tre gange så store, som de heste der er afbilledet her. Sådan huske jeg dem i alt fald. Vi måtte dog lige vente lidt, for der var en lille familie, der lige skulle vælge heste først.

Da hesteudlejeren, trak en kæmpemæssig sort tingest, hen til den lille spinkle kone, mente jeg jo nok, at hele situationen, var ved at gå over gevind. Men nu var det jo ikke mit helbred, det kunne gå ud over, så jeg sagde ingenting. Det hjalp dog også lidt, at Annelise trådte mig hårdt over den ene fod, hun vidste øjensynligt, at jeg kunne have svært ved, at tie stille sådan ind imellem. Nå, men resten af den lille familie, var kommet på hesteryg, nu var det kun den lille spinkle kone, der manglede at komme op. Det lykkedes dog så nogenlunde, godt hjulpet på vej, af den venlige hesteudlejer. Men det holdt dog kun et par sekunder, så gled den lille spinkle kone, ganske uopfordret ned af hesten, på den anden side, end den hun møjsommeligt var kommet op af.

 Jeg var så småt ved at fortryde det hele, kan jeg godt sige jer. Men op kom konen da igen, og nu begyndte hesteudlejeren, langsomt at trække det store sorte dyr ud af stalden, og konen holdt heldigvis fast endnu. Men det kunne jo ikke blive ved at gå godt, og det gjorde det naturligvis heller ikke. Næsten ude af den stalddøren, gled den store sorte hest, på en underlig måde. Ja så underlig, at den faktisk væltede. Med konen ovenpå. Sikke da et syn. Nå det så nu ikke ud til, at hverken hest eller kone, var kommet alvorligt til skade, og for at gøre en lang historie kort, kom hun da også på hesten igen, og den lille familie kom afsted.

Så var det jo vores tur, til at skulle vælge heste. Jeg mente dog nok, at vi kunne vente til en anden dag, men det ville Annelise ikke høre tale om. Det krævede en del overtalelse, fra min side, at få hesteudlejeren til at blive ved med, at finde mindre og mindre heste frem, til mig. Men det lykkedes da så nogenlunde, at finde en hest, der var overskuelig. Annelise havde siddet på sin hest, et pænt stykke tid nu, og jeg var da også kommet i sadlen. Og jeg blev siddende! Sådan, tænkte jeg, nu kører det bare.

Men kørte gjorde det nu ikke helt. Altså forstået på den måde, ar der ligesom var noget tempo over de heste. Det virkede nærmest, som om de ikke ville forlade deres kære hjem. Men det skulle de jo altså, vi havde jo lejet dem for 2 timer. Så stille og roligt gik det derude, i den pragtfulde natur omkring Hou. “Er det da ikke bare skønt, Jan”, sagde Annelise, da vi endelig var kommet et pænt stykke væk fra hesteudlejninge, Jeg skulle lige til at svare, da Annelise’s hest pludselig drejede til venstre, ind på en sommerhusgrund. Og min hest fulgte jo bare efter.

Annelise’s hest måtte være godt stedkendt, for den fandt straks frem til et gulerodsbed, og så begyndte den ellers at tygge løs. Jeg syntes ikke, at Annelise havde helt styr over situationen, så jeg prøvede, at få min hest vendt, så vi kunne komme væk derfra, inden vi måske blev skudt af sommerhusindehaveren, for ulovlig indtrængen. Og det lykkedes mig sandelig, at få min hest vendt, den var måske ikke så meget for gulerødder. Hvem ved?

Annelise’s hest, fulgte heldigvis bagefter min, og vi kom da ud fra den sommerhusgrund igen. Det så heldigvis ikke ud til, at der var nogen hjemme på det tidspunkt. Så gik der da, et stykke tid, hvor vi var ét, altså hest og ryttere, og vi havde rolig stund. Det lykkedes os, at finde frem til en ishytte, der var åben, og vi brugte en del tid, på at de spise de is. Det var så skønt, at komme  af sadlen lidt.

Så var tiden kommet, til at komme tilbage, og få afleveret, de heste, som vi næsten var kommet til at holde af. Jeg tror hestene var med på idéen, for det tempo, der manglede på udturen, var der sandelig nu. Og der var ligesom ikke rigtigt noget at gøre ved det. Så jeg lod Vorhere råde, og klamrede mig fast til hesten. Jeg tror Annelise gjorde det samme, men jeg havde ikke tid, til at kigge efter.

Det var vel en lille halvanden times tid siden, at vi havde lejet hestene, så vi var jo tilbage i god tid. Hesteudlejeren så svært tilfreds ud, da hun så, at hendes heste, var tilbage i god behold. Jo da, hun var da også glad, for at se os, tror jeg nok.

Så afslutningsvis, må det jo være op, til jer selv, om denne beretning, har inspireret jer, til en tur på hesteryg, i tilfælde af, at I har muligheden for det. I mit eget tilfælde, blev det dog kun til denne ene gang. Siden har jeg nøjes med, at se western i fjernsynet.

God sommer allesammen.

Søsyge, ubåd og vandringsmand.

Min farverige start, på vej til at blive rigtig sømand, skulle jo starte et sted. Så den startede med, at jeg gik ud af skolen, midt i 2. real, da jeg var godt og grundigt skoletræt. Så var det ellers ned på søformidlingen, og blive udstyret med søfartsbog, og efter lægeundersøgelse, og andre praktiske ting, kunne jeg så afvente min første hyre, og den kom da også, efter ganske få dage.

 

Jeg skulle påmønstre det gode skib, Jens Emil, som tilhørte Nørresundby Trælasthandel, så man kan jo godt sige, at det næsten lå i baghaven, da jeg jo er født, og opvokset i Aalborg. Skibet må vel mest betegnes, som en velvoksen coaster, og en besætning på 11. Jens Emil sejlede ikke så tit med træ, som man måske skulle tro, når det tilhørte Nørresundby Trælasthandel, men sejlede mest i rutefart, fra Gdynia, eller Gdansk, med kul til Sligo i Irland, derefter med stykgods retur.

Men alt dette, vidste jeg jo slet ikke endnu, jeg skulle jo først ombord. Men Jens Emil, lå jo ved kajen i Nørresundby, da jeg skulle påmønstre, sidst i marts måned 1970. Så jeg var altså lidt over 15 år gammel. Eller ung, skulle jeg nok snarere sige. Så efter en tårevædet afsked med familien, var jeg parat til mit nye liv. Drømmene var store, da jeg vidste jo ikke endnu, at jeg lige skulle finde mine sømandsben først.

 

Jeg blev godt modtaget om bord, af kaptajnen selv. Måske husker jeg forkert, men jeg er næsten sikker på, at han hed kaptajn Nielsen, så det kalder vi ham, her i alt fald. “Velkommen ombord, Jan”, var kaptajnens første ord, “og så kalder vi dig forresten kammer fra nu af”, sagde han, med et smil om munden. Det var vel naturligt nok, tænkte jeg, da jeg jo var påmønstret som kammerdreng. Jeg blev så vist til mit lukaf, som jo var mit kammer på skibet, så jeg kunne pakke ud, og ellers begynde at vænne mig til min nye tilværelse.

 

Bare et par timer senere, var vi klar til at sejle. Klokken var 22, og jeg stod ved rælingen, og så Nørresundby, og Aalborg, langsomt forsvinde i det fjerne. Allerede nu, havde jeg en underlig fornemmelse i maven, kunne det allerede være begynde søsyge? Jeg skulle dog senere, finde klart ud af, hvad rigtig søsyge var for noget.

Næste dags morgen, var vi på ven til  Gdynia, og søsygen, var allerede på vej, til at blive ganske slem. Men det var der ikke tid til at tage sig af nu, jeg skulle jo sættes ind i mine pligter, som kammerdreng ombord. De bestod af rengøring, og servering for officerene til måltiderne. Så jeg gik i gang, som jeg blev det anvist. Men for hulen, jeg var da søsyg nu. Det værste var, når jeg skulle servere til måltiderne, så var det næsten ikke til at holde ud. Slippe for at spise selv, kunne jeg heller ikke, kokken holdt skarpt øje med mig, og sørgede for, at jeg fik noget indenbords. “Uden mad går det ikke kammer”, sagde kokken, “og du skal jo have noget i maven, så du har noget at brække dig af”. He he, det havde han jo ganske ret i.

Jeg tror det var efter 3 dage, at kaptajn Nielsen, kom ned til mig, mens jeg var ved at vaske dørken i kabyssen. “Jeg har jo set, hvordan du lider, kammer”, “men  jeg har også set, at du passer dit arbejde, så hvis du vil, så kom op på broen, når du er færdig med dit arbejde”. “Måske er søsygen lettere, at holde ud, når du kan blive blæst igennem, ude på brovingen”, sluttede kaptajnen af. En dejlig mand var han, fandt jeg snart ud af. Der var ikke noget kaptajn Bligh, over ham. Og jeg benyttede mig, af hans venlige tilbud, kan I tro. Og snart havde jeg fundet mine sømandsben, også selvom Jens Emil, havde en uskik, med at banke pæle, både nat over dag, når vi var på over Nordsøen. At “banke pæle” er at være ude og sejle i “heftigt” vejr. Skibet rejser boven på vej op over en bølge og banker så ned i vandet, så det ryster gennem hele skibet. 

Nogle gange, var agterstavnen så langt nede, at man næsten kunne gå direkte ud i Nordsøen. I sådan en situation, stod jeg tæt ved agterstavnen, da sådan en fyr her, dukkede op af vandet, ikke tyve meter bag os. Hold da kæft, et chok jeg fik. Men et flot syn var det dog.

Jeg havde en god tid ombord. Søsygen var det ovre med, men det skulle senere vise sig, at ikke alle, havde det lige nemt ved det. På et tidspunkt, havde der været et mindre slagsmål ombord. Dæksdrengen og en matros, var røget i totterne på hinanden, og de blev efterfølgende smidt i land begge to. Vi skulle så have en ny dæksdreng, og en matros ombord i København, og det fik vi da også. Den nye matros, har jeg ikke nogen synderlig erindring om, men dæksdrengen var noget for sig selv. Vel er 16 år, og indtil vi sejlede fra København, kunne han det hele. En rigtig københavnerdreng var han, på både godt og skidt. Vi lod ham dog prale det han kunne, vi vidste jo alle, at også han, skulle finde sine sømandsben. 

 

Han fandt dem nu aldrig, kan jeg godt røbe nu. Og da han heller ikke passede sit arbejde, var der ikke noget tilbud, fra kaptajn Nielsen, til ham om at komme op på broen. Den knægt led virkelig. Vi var på vej til Sligo i Irland, og bankede som sædvanligt pæle, da dæksdrengen bestemte sig til at stige af skibet. Det er jo en lidt tosset ting at gøre, når man befinder sig midt ude i Nordsøen, men det var han vist lidt ligeglad med. Der måtte i alt fald 3 mand, til at holde ham fast, da han var på vej over rælingen, for at afslutte sin sømandskarriere. 

Efter ankomsten til Sligo, stak dæksdrengen af. Vi fik senere at vide, over Lyngby radio, at han var blevet taget af politiet, helt nede i den anden ende af Irland. Jeg har markeret stedet, hvor han blev fanget, med et rødt kryds, på kortet her. Ombord på jens Emil, blev han efterfølgende kaldt vandringsmanden, når talen faldt på ham.

Vi er nu fremme ved december måned. Og selvom jeg havde det fint ombord, savnede jeg alligevel min familie så meget, at jeg gik til kaptajn Nielsen, for at fortælle ham, at jeg ville afmønstre, så jeg kunne komme hjem til jul. Det var han lidt ked af, og det var jeg nu også, men jeg havde besluttet mig. Så jeg kom hjem, til jul, og bare en uge efter juleaften, var jeg på vej til Sydamerika, men det er en helt anden historie, som der ikke er plads til her.

Dog er der plads til, at sende nogle varme tanker, til Jens Emil, og i særdeleshed kaptajn Nielsen. En mand der er svær at glemme. Tak for alt, kaptajn Nielsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gøremål.

Se nu der, Nummer1. Nu er han igang igen.  Jeg troede ellers, at vi var sluppet for hans skriverier. Hvem er igang igen, kære ven? Ham, den grønne dims. Ham dér Alien. Jeg får simpelthen nervøse trækninger, hver gang jeg ser, at han rører ved det tastatur. Jeg er sikker på, at han er ved at skrive om os igen. He he, jamen det er dda altid dejligt, med lidt reklame for stedet heroppe, min kære ven Sankti. Ville du måske hellere have, at han skrev om kælderen? Kælderen? Ja da, du ved da godt, hvor ham dér, vi ikke nævner, holder til? Uha da Nummer1, ja ham nævner vi sandelig ikke. Uha da nej. Jamen så er det jo godt nok, min kære ven. Så skal vi så bare ikke lade ham skrive, synes du? Jo da, så skidt da med det.

Hvad pokker er det nu, Nummer 1? Hvorfor sætter han et billede på, af Aalborghus? Hvem ved, kære Sankti? Måske kan han bare godt li’ billedet? Men der ser da også meget hyggeligt ud dernede. Fredeligt og stille, næsten som vi har det heroppe. Rigtigt nok, Nummer1. Vores gæster siger jo ikke så meget, når vi får dem herop, men det er nu også sådan, jeg bedst kan li’ det. Jeg får altid et chok, hvis det viser sig, at én af vores gæster, ikke sådan er rigtig, … … … …ja rigtig … … …rigtigt … … … … …ja du ved, hvad jeg mener, Nummer1? Sandelig gør jeg da dét, kære Sankti. Sandelig ja da.

Forresten da, min kære ven, hvordan går det med hønsene? Har du set til dem, her til morgen? Naturligvis da, Nummer1, det er jo en af mine pligter. Og en kær pligt, er det, selvom det er lidt anstrengende, med de høns, når vi er på denne tid af året. Det er jo rigtigt nok, kære Sankti, men når nu børn, og barnlige sjæle, gider at sende de mariehøns herop, så må vi også tage det alvorligt, og sørge for, at ønskerne bliver opfyldt. Så vidt det er muligt, naturligvis.

Kære Sankti, kan du ikke gå ud, og brygge os en kop kaffe? Du ved, af den gode, den der gør, at man næsten kan høre englene synge. Så giver jeg wienerbrød i dagens anledning. Og så derefter, må vi videre med vores gøremål.

Der forlader vi, Nummer1 og Sankti for denne gang. Vi kan jo ikke blive deroppe, i al evighed. Vi har jo alle, vore daglige gøremål at passe.

Kunsten at spille hjerterfri.

Jeg er jo på vej tilbage til Saturn. For at samle Mekaniker-Bo op. Det er ved at være noget roderi med ham. For det kan da ikke tænkes, at han ligefrem hygger sig, med at flyde rundt i rummet, selvom udsigten til Saturn ganske vist er storslået?

Nå der har vi ham jo. Iført overlevelsesdragt, og med ild i merskummeren, som der jo plejer at være, når han har været på rumsafari. Alt er ved det gamle, og det er jo såre godt.  Efter at have brokket sig højlydt, over det satans til rumskib, og de stænger, man ikke skulle hive i, faldt han da endelig til ro, så vi kunne komme videre, på en ganske rutinemæssig rumtur. Det er nu ganske rart, når alting er stille og fredeligt herude. På den interstellare radar, var der intet mistænkeligt at se. Ingen rumorm i sigte, og ingen andre rumskibe i nærheden. Andre rumskibe? Måske min læser undrer sig lidt nu, for min kære læser, kunne måske fejlagtigt have fået det indtryk, at Frejdigs rumskib helt alene suser rundt i Universet, trodser alle farer, og redder menneskene på Jorden, den ene gang efter den anden. Selvfølgelig med Frejdig ved styrepinden, for selv om rumskibet jo naturligvis er udstyret med en supercomputer, kan den jo ikke hamle op med en Aliens skarpe hjerne, særligt i ekstreme situationer.

Men som sagt, er vi ikke i en krisesituation lige nu. Stille og fredeligt er her, ja faktisk på grænsen til det kedelige. Det var lige før, at man kunne ønske sig, at en rumorm eller to, havde mod til at komme forbi, så vi kunne true lidt med strålekanonen. Men det så ikke ud til, at rumormene ville ud og lege i dag. Mekaniker-Bo sad i tilpas tryg afstand fra knapper og stænger, for vi var nu kommet et godt stykke væk fra Saturn, og det så ikke ud som om, at han havde lyst til at ryge ud af rumskibet lige her, hvor vi befandt os.

Må jeg ikke prøve at bruge computeren, Frejdig? Jeg sidder sgu og småkeder mig lidt, der er jo ikke en skid at kigge på, ikke engang gode gamle Saturn er i sigte mere. Naturligvis må du det, Mekaniker-Bo. Men er du i tvivl om noget, så spørg mig lige først. Vi skulle jo ikke gerne starte en krig mod en eller anden planet, fordi du måske får sendt en forkert meddelelse ud. Jamen jeg vil såmænd bare spille hjerterfri, Frejdig, det kan der vel ikke ske noget ved. Næ, det kan der da næppe.
Det er i orden, Mekaniker-Bo. Du starter computeren, med den orange knap dér.

Min læser må lige undskylde, beretningen må lige afbrydes et kort øjeblik. Jeg skal lige have vendt rumskibet, for at komme tilbage, og samle Mekaniker-Bo op. Satans til rumskib, Frejdig. Jeg mente da bestemt, at du sagde den orange knap? Mekaniker-Bo var kommet ud af overlevelsesdragten, men han havde da heldigvis stadig ild i merskummeren. Rigtigt nok, Mekaniker-Bo. Jeg sagde den orange knap, men jeg sagde udtrykkeligt den orange knap  dér. Den til højre for den blå knap. Ikke dén til venstre. Satans til rumskib, Frejdig. Mekaniker-Bo så ikke ud som om, at han havde lyst til at trykke flere knapper, ikke sådan lige nu i alt fald. Ville du ikke spille hjerterfri? Var det ikke det du ville? Men der kom intet svar fra Mekaniker-Bo. I stedet rejste han sig, og et kort øjeblik efter, kom han tilbage, nu med en rulle gaffatape i hånden. Stille og roligt satte han sig ned, og begyndte så, at vikle sig selv ind, med førnævnte gaffatape. Flyv os hjem, Frejdig. Hjem til den gode gamle Jord. For én gang skyld, vil jeg ikke ryge ud af rumskibet igen på tilbagevejen. Heller ikke selvom udsigten til Saturn er storslået.

Så naturligvis vendte jeg rumskibet, og begyndte turen tilbage til Jorden. Så hvis min læser, havde sat næsen op, efter en sindsoprivende spændende historie, fra det mystiske og farlige, men også utroligt smukke ydre rum, må det vente til en anden gang.

Når lysten svigter.

Det med lysten, er en mærkelig størrelse. Har i længere tid, ikke haft en pind lyst, til at skrive noget. Så gik min stationære computer ned, grafikkortet er vist røget, og så skal jeg dæleme love for, at lysten til at skrive, sad i rygraden, som noget der trykkede. 

Jeg kunne jo sætte mig ned, og skrive noget på et stykke papir, og måske endda sende det til en eller anden? Næ, det er ikke det samme uden en puter, vel?

Så kammerat indiensfareren måtte på banen igen. Han har sådan et dejligt dankort, når der opstår en pludselig krise. Og han forstod hurtigt, at jeg var i krise. Så indiensfareren blev slæbt med i Føtex, og en ny computer blev købt. Og det er sandelig også lykkedes mig, at få ham betalt tilbage, for den nye puter, der kører som en drøm.

Så nu er Frejdig på banen igen.

Har den Frejdig, så noget at skrive om? Ikke sådan umiddelbart. Men han har mange gode venner herinde, som han har savnet meget.

Er lysten så også kommet helt tilbage? Ikke sådan umiddelbart. Kunne det tænkes, at der i nær fremtid, vile blive opfundet computer/skrive-viagra? Så er hér en mulig køber.

Ha’ en god dag allesammen.

Inden vi går helt i selvsving

Vil jeg da godt lige minde om, at det altså er mennesker vi har med at gøre. Afrikanere jovist. Lidt muslimere er de vel også.  Og vi kan heller ikke sige os fri for, at de nogle skiderikker. Men gør det lige så ondt på dem, som det gør på andre, at få en 22 tommers granat i nossen? Jeg tror det!

Vi har taget stiling, og uanset hvad vi tror, kan vi aldrig få vores uskyld tilbage. Jeg ville gerne helt personligt, hænge Gadaffi op i de nosser, han øjensynligt ikke har, men en krigsforbrydelse, udelukker altså ikke den anden. Så her sidder vi nu. Katten er sendt i seng, og der sker sgu ikke rigtigt noget!

Er manden fatsvag oder was! Fatter han da ikke et levende suk af, hvornår han er slået? (Nej det gør han ikke!). Men i den sammehæng, fatter vi så, hvorfor vi bomber? Vi bomber uskyldige teenagedrenge, som altså desværre var nødt til at gå ind i “Daffy’s” hær. Fordi de intet andet valg havde.

Heldigvis har vi da nu,de bedste kampfly. Vi har da også de bedste piloter, det ved alle da. Op i ryferen med, om de stiller med kampfly, fra andre lande, det er sgu de danske bomber og missiler, der har fået fatsvage “Daffy”, til at overveje om han skal søge eksil, hos mormor på Bornholm.

Hva’ faen? Har han ikke, en mormor på Bornholm? Måske på Egholm? Njae, nu må jeg hellere slutte indlægget, inden vi skal i krig. Mod Egholm også!

Spis brød til.

Godmorgen, Henriette Kjær. Dejligt at du ville møde mig, for jeg har jo forberedt nogle små skarpe, til dig. Mig en førnøjelse, Frejdig. Og tak fordi, du tog morgenbrød med. Vi er lidt nede, med kontanter i øjeblikket, og checkhæftet tør jeg ikke rigtig bruge. Det ender bare i BT, og Ekstrabladet hver gang. Hver gang, siger jeg dig, Frejdig. Jeg kunne selvfølgelig have spurgt bageren om kredit, men jeg kan helt ærligt ikke huske, om bageren lukkede for kreditten sidste år. Men mellem dig og mig, Frejdig, så var det heller ikke særligt godt brød, han havde. Ikke værd at betale for.

He he, nej, men det har du heller ikke gjort? Betalt hos bageren altså, ellers ville han vel ikke, have lukket for kreditten?Pyt nu med det, Frejdig. Vi er så småt ved at rydde op i økonomien, og desuden er bageren gammel. Oldgammel faktisk! Så måske kommer der en ny bager, i nær fremtid, så er det vel muligt at skylde igen. Sørme dejligt morgenbrød, du har købt, Fredig. Har du også købt kaffe? Naturligvis, søde Henriette, som politisk kommentator, er det nødvendigt at kunne se, hvor skoen trykker.

 

Mens Henriette Kjær, gik ud for at lave kaffen, og forberede morgenbrøddet, sad jeg, og kiggede mig om, i den hyggelige stue. Det var mennesker med smag, der boede her, det var tydeligt at se.

 

Nå der er du med kaffen, Henriette, og morgenbrødet er lunet, kan jeg se. Hyggeligt. Jamen skal vi så ikke gå til det, og mens vi nyder kaffen og morgenbrødet, kunne jeg jo lige, stille dig et af de små skarpe spørgsmål, som jeg har forberedt hjemmefra. Naturligvis Frejdig, bare spørg løs. Her i huset, har vi ikke noget at skjule.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om du støttede op omkring Lene Espersen’s afgang? Jeg forstår det jo sådan, at I er rigtig gode veninder? Støttede og støttede, det ved jeg nu ikke rigtig. I politik, har man ikke mange støtter, når det kommer til at stykket, kære Frejdig. Jeg må desværre indrømme, at Lene nok var lidt for uansvarlig, i måden hun passede sit job på. Og mellem dig og mig, Frejdig, så går det altså ikke, når man er konservativ. Vi kan ikke være uansvarlige, når vi gerne skulle fremstå, som et ansvarligt parti. Forstår du det, Frejdig? Naturligvis. Men er det ikke lige dét, dine modstandere, anklager dig for nu? Nemlig at være uansvarlig. Godtnok med din privatøkonomi, men vil du ikke indrømme, at det giver dine modstandere, lidt at skyde med?

Absolut ikke. Det er løst krudt, de har i bøssen, i så fald. Det er faktisk god konservativ politik, at man invester sine penge, og dermed holder gang i samfundet. Men nu beskyldes du jo for, ikke at have nogen penge, og dermed er det sådan set, andre menneskers penge, du investerer, for at holde gang i samfundet. Din svigermor, påstår i alt fald dét. Åh hold op, Frejdig, du ved da, hvordan det er med svigermødre. Konen er senil, og så er der vist ikke mere, at sige om den sag.

Lige som jeg skulle til at stille endnu et skarpt spørgsmål, ringede Henriette Kjær’s telefon, så jeg kunne igen, sidde og beundre, den stilfulde stue. Den søde Henriette, så dog lidt oprørt ud, da hun satte sig tilbage ved spisebordet.

Jamen Henriette dog, du se jo ud, som om at du har set et spøgelse? Det var Lars. Altså Lars Barfoed. Han ville lige advare mig om, at han påtænker, at fremsætte et nyt lovforslag. i næste uge, i hans egenskab af justitsminister. Han siger, at han er presset, fra alle kanter. Jamen hvad går det da ud på, det forslag, siden det kan sætte dig sådan i affekt, kære Henriette? Han vil fremsætte lovforslag om, at det skal være muligt, at inddrage privat gæld over skatten. Sådan en skiderik.

Jeg bliver desværre nødt til, at hæve vores møde nu, kære Frejdig. Jeg må ind på Borgen, og samle ind. Samle ind? Ja Frejdig. Støtter altså. Jeg må samle støtter. Jeg så jo, hvor vigtigt det er, at have nogle støtter, da Lene røg i svinget. Og uden støtter imod det lovforslag, ender jeg sgu selv på støtten, kære Frejdig. Så jeg må ind til Borgen i en fart.

Æeh Frejdig? Kan du låne mig, en hund til benzin. Vores Mercedes er vist lidt lavt nede, med hensyn til benzin. Og jeg kan virkelig ikke huske, om tanken også har lukket for kreditten. Naturligvis, søde Henriette, her er hundrede kroner. Dejligt at se, kære Frejdig, at nogle forstår, at passe på deres penge, så de også har, på denne tid af måneden. Hvad siger du, til en tjans som finansminister, når regeringen fortsætter efter valget? 

 Nej tak, søde Henriette, det er vist ikke lige mig. Jeg tror, jeg holder mig, til at flyve rumskib. Der er ikke så dybt at falde, hvis det går helt galt.

Plant en Mælkevej.

Nu kommer forået snart, og det skulle være helt sikkert. Er du en kreativ sjæl, og har du en stump jord, du ikke sådan lige ved, hvad du skal bruge til, jamen så plant da en Mælkevej.

 

Sådan som de har gjort, i Kona, Hawaii, USA. Stedet hedder, Paleaku Peace Gardens Sanctuary, og det kan man jo godt forstå.

 

 

Når man ikke lige, har de 10.000 lysår til rådighed, som Mælkevejen jo strækker sig over, ja så bruger man de 30 meter i tværmål, som man har gemt til formålet.

Og laver, en ganske nøjagtig gengivelse, af Mælkevejen, hvor forskellige slags planter, samt deres farvesammensætning, også viser de forskellige stjerner, stjerneformationer, ja selv stjernetåger.

 

Fontænen i midten, illustrerer det sorte hul, der befinder sig i Mælkevejens centrum.

  

Haveejere, kreative mennesker, bare gå til den.

 

Måske der også kunne komme sådan en fætter forbi, der ser fredfyldt nok ud til det.

 

Helle for Frejdig.

Jeg føler mig virkelig godt tilpas, i dit selskab, kære Frejdig. Det er rigtigt rart, at være her i dit rumskib. Tak fordi jeg måtte se det, det er der ikke så mange der får lov til, kan jeg forstå. Jeg er også glad for, at du ville stille op, til en lille snak, Helle Thorning, og nu da rumskibet alligevel bare holder parkeret her, på parkeringspladsen ved Borgen, så vil jeg da også gerne vise det frem, inden vi kommer, til de skarpe spørgsmål, jeg har forberedt.

Hvor er det Mekaniker-Bo plejer at sidde, inden han skvatter sig selv ud af rumskibet, ude ved gode gamle Saturn? Er det dér? Ja, det er dér, Helle. Det er passagersædet, og som du kan se, er der masser af knapper, man kan trykke på, og indtil flere stænger, man kan hive i. Så vær venligst forsigtig, nu du har sat dig der, det vil ikke se godt ud, over for mine læsere, hvis Helle Thorning, tog en blød bue, over taget på Borgen. Nej det vil slet ikke se godt ud.

Du sidder der og smiler, Helle? Ja, kære Frejdig, jeg sad lige, og fik en tanke. Der var én bestemt person, jeg godt kunne se for mig, der sad her, og kom til at trykke knap, eller hive stang. He he. Jo, det kan jeg sandelig godt se for mig. Lad mig gætte, Helle. Der vel ikke ham her, du tænker på? Lars Løkke fra Græsted?

Lige bestemt, Frejdig. Lige bestemt. Det er måske lidt ufint, at have sådanne tanker, men på den anden side, så skal jeg jo slå ham alligevel. Til valget, Frejdig. Du er med, ikke sandt, Frejdig? Vi skal snart have valg i Danmark, og så skal jeg slå ham dér. Noget så eftertrykkeligt. Jeg skal … … … … … …jeg skal. Rolig nu Helle. Hele rumskibet vibrerer jo. Må jeg også prøve strålekanonen, kære Frejdig? Må jeg ikke godt? Næ næ, Helle Thorning, den går sgu ikke. Man kan da ikke bruge strålekanon, når vi holder parkeret her ved Borgen. En strålekanon, skal man ikke spøge med. Jeg tror det er bedst, at vi fortsætter resten af snakken, oppe på dit kontor, Helle, Så lader vi rumskibet stå parkeret her, lige så stille.

  

Som sagt, så gjort. Vi sidder nu i Helle Thorning’s kontor, som er smadder hyggeligt. Jeg har dog lidt af et problem, med at få øjenkontakt med Helle, på grund af papirdyngerne, på hendes skrivebord.

Det var dog en frygtelig masse papirer, du har dér, Helle. Det er det jo, Frejdig. Jeg er ved at hjælpe min mand, med at få indberettet til Skat. Kan du forresten se min kugleramme nogen steder? Næ ikke sådan lige. Den bruger du måske meget? Kuglerammen? Faktisk ret tit, Frejdig. Der er en hel del, der skal tælles hele tiden, og nu skal jeg også snart til, at tælle til 90 mandater. Det bliver spændende, ikke sandt, Frejdig? Jo da, det kan jeg da godt forestille mig, at det bliver spændende altså. Så du er rimeligt sikker på, at du kan slå Lars Løkke, til valget? Jeg skal slå ham, jeg skal daske ham, jeg skal … … … … … … … …jeg skal … … … …Rolig nu, Helle. Hele kontoret vibrerer jo. Nu danner du jo, så også par med Villy. Villy Søvndal altså. Så I er jo ligesom to mod én, denne gang. Er det ikke lidt unfair? Unfair? Unfair? Det er ikke noget, der er unfair i politik, Frejdig. Og det er Villy, helt enig med mig i. Det er jeg så godt, som sikker på.

Helle, lad mig springe lige ud i det, og komme med et af de skarpe. Helt ærligt, hvad er det så for noget, med de der 12 minutter, Fair plan, og hvad du ellers går og tumler med? Ja se det, har vi jo ikke lagt os fast på endnu. Det tager vi efter valget, kære Frejdig. Når jeg har slået, og dasket ham … … … … … … …jeg skal … … … … … …jeg skal. Rolig nu, Helle. Rolig nu.

Men det ligger altså ikke helt fast endnu, kan jeg forstå, det med de 12 minutter? Næ nej, Frejdig. Man skal aldrig lægge sig fast, på noget i politik. Nu må vi først se, om der er opbakning bag de 12 minutter, så går vi videre derfra. Opbakning? Hvordan? Jo hvis arbejdsmarkedets parter vil være med, men det ved vi jo ikke endnu. Det skal vi jo først snakke om. Men altså hvis de vil, så er der jo uanede muligheder i fremtiden. Uanede Muligheder? Hvordan? Når det nu viser sig, at de 12 minutter virker, og det går fremad for Danmark, så er det jo ligesom en raket, i flere trin. Ikke sandt? Det må en Alien, da kunne forstå. Joe … … …æeh … … …jo måske.

Jamen hør nu, Frejdig. Når det viser sig, at de 12 minutter virker, så kan vi sætte det op, til tyve minutter næste år. Og når det så begynder rigtigt, at køre for Danmark, så snupper vi da bare en halv time, og så derefter … … … … … …jeg skal slå ham, skal jeg … … … …jeg skal daske ham … … … …jeg skal … …jeg skal …Rolig nu, Helle. Rolig nu.

Men kære Frejdig, jeg er bange for, at tiden er ved at smutte for mig. Jeg har en aftale. Jeg skal ud at hente Villy. I lufthavnen. Han har lige været i Rusland, på studietur. Nu håber jeg sandelig ikke, at han er gået for meget til vodkaen, han skal jo hjælpe med at tælle. Det forstår du godt, ikke sandt Frejdig? Der er ikke noget, der ligger fast i dansk politik.

Så vil da sige tak for snakken, Helle Thorning, det har været smadderhyggeligt, at møde dig. I lige måde da, Frejdig. Bare der var flere politiske reportere, som dig. Vi, altså Villy og jeg, går jo ind for det grønne ved du. Derfor bliver vi nok nødt til, at sætte afgifterne kraftigt i vejret, når vi nu snart har vundet valget. Betaler du forresten afgift på rumskibet, Frejdig? Æeh … … … …øeh … … … … … he he. Jeg tror vi slutter her, Helle Thorning. Her er din taske, og så giver jeg et lift, ud til lufthavnen.